Frederiksværk Svømmehal er lukket grundet akut vedligeholdelse af loftsplader.
Det skriver Halsnæs Kommune på sin hjemmeside, hvor man anfører´, at der ikke er mulighed for at benytte svømmehallen i foreløbigt 14 dage. Halsnæs Kommune vil melde ud, når det igen er muligt at bruge svømmehallens faciliteter.
Frederiksværk Svømmehal er i øvrigt på dagsordenen til torsdagens byrådsmøde på rådhuset. Det drejer sig om de energitiltag, der blev gennemført i efteråret som følge af udviklingen i el-priser og tvivl om forsyningssituationen.
Det er anbefalingen fra myndighederne er fortsat, at energibesparelserne skal fastholdes, da det ikke kan afvises, at energiforsyningen kan blive udfordret i efteråret og vinteren 2023/2024.
Har ikke sparet
Besparelserne om vandtemperatur - fra 35,5 til 34 grader - og særligt ændrede åbningstider for saunaen - beskåret med 50 procent - er mødt med utilfredshed af flere brugere, der bl.a. har lavet en underskriftindsamling.
Nu indstilles det til byrådet, at vandtemperaturen på maksimum 34 grader fastholdes, og at den reducerede tid på saunaerne fastholdes, men i en ny struktur, der tilgodeser flere brugergrupper. Den mindre udvidelse vil være til gavn for blandt andet morgensvømmere.
Af sagsfremstillingen til byrådsmødet fremgår det i øvrigt, at man ikke konkret har opnået en besparelse i energi-forbruget i svømmehallen siden ændringerne med vandtemperatur og forkortet åbningstid i saunaerne blev gennemført.
Ændringerne har først været rigtig fungerende fra henholdsvis februar og marts 2023. Når man ikke har kunnet registrere en reduktion i svømmehallens energiforbrug skyldes det blandt andet, at der har været et nedbrud på ventiler fra bassinerne, der har betydet, at der er mistet mere end 4000 liter varmt vand i døgnet i op til tre uger.
