Flying Superkids klar til stjerner og fejltagelser

Foto: Presse

Fra 29. juni til 7. juli slår Flying Superkids atter sit gigantiske paladstelt op i Charlottenlund med et helt nyt show. Her kan publikum opleve hulahopringe, imponerende balanceevner og tredobbelte saltomortaler.

- Med en trup på hele 63 seje ”superbørn” er Flying Superkids klar til at byde på et sprængfarligt show fyldt med hæsblæsende underholdning lige fra 100 hulahopringe til breakdance og imponerende håndstand oven på syv stablede stole til tredobbelte saltomortaler. Publikum kan altså se frem til et show fyldt med livsglade børn og unge kombineret med en imponerende kunnen, skriver Flying Superkids i en pressemeddelelse.

Men det er ikke alt, hvad dette års show byder på. Gymnastiktruppen fra Aarhus har valgt, at årets show skal lægge ekstra vægt på at normalisere fejltagelser. Foruden at dette er en naturlig del af hele Flying Superkids kulturen, er det i øjeblikket også et særligt relevant og aktuelt emne i samfundet, hvor børn og unge kæmper med både præstationspres og mistrivsel, skriver truppen i pressemeddelelsen.

”Det er vigtigt for os, at vi gennem vores show sender et budskab om, at det skal være, og er i orden at fejle. Det er og har altid været en del af vores kultur herude på Gymnastikgården, hvor det handler om at lege og eksperimentere til træningerne. Gymnasterne skal turde kaste sig ud i noget nyt, hvad enten det er spring, dans eller andre vovede sekvenser, og så er det okay, at det ikke lykkedes i første omgang, lyder det fra Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids.

For Lars Godbersen og holdet bag handler det i særdeleshed om at lære gymnasterne at være i det svære og se det gode og positive på vejen hen til for eksempel den korrekt udførte springsekvens. For som Lars Godbersen selv siger det: ”Hvis det var let, var det jo heller ikke noget særligt.”

Forestillingen vil derfor være en kulmination af mod og vedholdenhed, hvor fejltagelser blot er et trin på vejen mod succes. Der vil højst sandsynligvis være nogle sekvenser i de forskellige shows, der ikke lykkedes i første forsøg, hvilket er helt naturligt, men så tager gymnasterne den bare igen, og det vil publikum komme til at opleve.

Truppen på 63 er opdelt i to mindre hold, så kun halvdelen optræder til hvert show. Opdelingen giver gymnasterne mulighed for hvile mellem forestillingerne, men også mulighed for at deltage i den boblende stemning blandt publikum, mens de hepper på deres kammerater, der optræder på scenen. Den fælles opbakning kammeraterne imellem er altafgørende og bidrager i høj grad til at styrke samhørigheden på holdet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...