Kvikpuljen er blevet uddelt for første gang og i løbet af sommeren skal der være fest for unge i Husum. Det er pigerne fra ungdomsklubben Ressourcegården, som står bag ansøgningen og festen.
- Vi har tænkt os og holde en sommer-grillfest her i Husum. Enten før eller efter sommerferien. Vi vil gerne leje en slush-ice maskine og lave hjemmelavet mad på grillen. Vi har også tænkt os og lave en masse lege, hvor man kan vinde nogle fede præmier, fortæller pigerne.
Arrangementet er åbent for alle unge i Husum, og pigerne vil reklamerer for det på klubbens sociale medier.
- Formålet er at de unge lære hinanden bedre at kende, og at vi i Pigefællesskabet viser hvem vi er og hvad vores budskab er, lyder det.
Samtidigt håber de også at dem, som er med til at arrangere festen, lærer mere om hvad man skal som vært. Og det er lige i lokaludvalgets ånd, lyder det fra medlem af bevillingsudvalget for Kvikpuljen, Jesper Johansen-Meisner.
- De vil holde en fest for lokalområdet. Det støtter vi fordi vi ønsker at støtte unge mennesker, som vil noget med deres bydel.
Lokaldemokrati
At det er en fest er mindre vigtigt for Jesper.
- Det vigtige er, at der er nogle unge, som har noget de vil. Det skal selvfølgelig leve op til kriterierne, men det kan både være en fest, en koncert eller en sportsturnering. Hvad ved jeg.
Det er derimod det lokale engagement som tæller.
- Det er lokaludvalgets eksistensgrundlag. Vi tror på at der kommer noget godt ud af at folk tager stilling og engagerer sig i deres lokalområde. Og det kræver ofte ressourcer, forklarer Jesper.
Når man skal ansøge byens lokaludvalg, er der altid en række formkrav og deadlines som skal overholdes. Det er der ikke i samme grad hos Kvikpuljen, der er til og for de unge.
- Det er med til at skabe en bedre bydel, når udbuddet af arrangementer ikke alle sammen er lavet af sådan nogle mennesker som mig. Når det rummer andre aldre. Hvis du er 17 år og har en god idé, kan du realisere den. Det er lokaldemokrati.
Pigefællesskabet samles en gang om ugen og er kun for piger. Der kommer mellem 10 og 20 piger. De laver aktiviteter som wellness, ture ud af huset og får besøg af oplægsholdere og lærer selvforsvar. Alt sammen i et fællesskab af kun piger. De mødes i ungdomsklubben Ressourcegården, som ligger i Arildsgård.
Husum for alle, som er den boligsociale helhedsplan i Kobbelvænget og Gadelandet, og ungdomsklubben støtter op om fællesskabet ved at give pigerne noget at mødes om.
