- Industri i stedet for biodiversitet? Projekt er en provokation uden sidestykke

”Naturen i Furesø er fantastisk og vi vil gerne have mere af det. Vi skal værne om vores grønne og blå områder, så både furesøborgere og dyrelivet kan få glæde af dem.”

Det står der i den Plan- og Agenda 21-strategi, som Furesø Kommune offentliggjorde i 2023. Og den plan kender FOSS naturligvis godt.

Alligevel udsender FOSS en pressemeddelelse den 29. maj, hvor en ny ”bæredygtig” science park nord for Slangerupvej i Farum præsenteres, som om det var en gave.
Det må siges at være en provokation.

Arealet, som FOSS ønsker at bebygge, ligger i landzone og er privatejet, ligesom en del af arealet indtil for kort tid siden har været fredet i 75 år. Der er en rig biodiversitet, ræve, harer, rådyr, dådyr, insekter og fredede arter af padder, ligesom der ofte ses flere forskellige rovfugle. I udkanten af det store, stille, grønne areal er der dels nogle ældre huse, hvor folk har boet i generationer, samt et par landbrugsejendomme. Det område skal vi passe på.

Læs også


Planstyrelsen har så vidt vides ikke været inde over, for at arealet kan ændre status fra landzone til byzone. Kommunen har ikke lavet et tillæg til kommuneplanen, der muliggør planerne, eller en lokalplan og intet har været i nabohøring. Kun Plan- og Agenda 21-strategien fra sidste år, hvor en del af arealet omtales som en mulighed for industri, til trods for kommunens egen lovprisning af naturen. Organisationer og borgere har udtalt kraftig modstand mod at inddrage et af de sidste grønne arealer i kommunen. Vi er blevet lovet mere natur, og det vil vi selvfølgelig også have. Ellers er vi da blevet snydt.

Læs også


Hvem er det, der bestemmer i Furesø Kommune? Er det FOSS i Hillerød?
Og hvem skal betale for ødelæggelsen af naturen, for nødvendig udvidelse af vejene, cykelstier, vejbelysning og kollektiv trafik? Det skal vi alle sammen, alle borgere i Furesø Kommune.

Og hvad får vi for det?
Svaret er enkelt: Absolut ingenting.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...