Nikolines tvillingehuse

Det er ikke kun de voksne, der må se sig nødsaget til at bygge ud, når pladsen bliver for trang. Det samme er sket for Nikoline Refsgaard Amstrup på syv år.

Da hun blev tre år fik hun et fint, lille legehus, som hun tilbragte mange timer i. Her blev der leget både far, mor og børn, ligesom der blev solgt godt ud af varerne i hendes fiktive butik.

Men da Nikoline blev fem år, var pladsen i det lille legehus pludselig lidt for trang. Det kneb med at stå oprejst i huset, og der var heller ikke plads til dukkevogn, komfur, kurvestol og lignende.

Derfor besluttede hendes forældre, at hun skulle have et nyt legehus. Og i dag står de to tvillingehuse fint ved siden af hinanden i haven.

"Det lille bruger jeg til køkken, og så har jeg stue i det store," fortæller Nikoline, da Rudersdal Avis kommer på besøg.

Og hun har i den grad sat sit eget præg på husene. For det første er husene døbt ?Hellebo?, og det er fint markeret med et navneskilt, som stammer fra forældrenes sommerhus, hvor hendes mor, Helle, også havde et legehus med samme navn i sin barndom. Og indvendig er husene indrettet ned til mindste detalje. Eksempelvis har Nikoline ikke kun det traditionelle røde, gule og grønne plastikservice i køkkenet.

"Vi har været på loppemarked og købe gammelt porcelæn, så det ligner det, vi har indenfor," fortæller Nikolines mor, Helle Refsgaard Amstrup.

Ligeledes er der små tedåser, små krukker med havregryn, og ris samt et lille servantesæt i stuen. Og Nikoline er ikke i tvivl om, hvad den næste investering skal være.

"Jeg skal have en postkasse," fortæller hun.

De to legehuse bærer tydeligt præg af, at det er et godt sted at lege. Og når man har to brødre, som Nikoline har, er det fantastisk at have sit eget frirum for piger i haven, hvor man kan invitere veninder på besøg.

Har du også et flot eller anderledes legehus eller en hule, hvor bamser og fantasivenner ofte kommer på besøg? Og har du lyst til at fortælle om de mange gode, sjove og uforglemmelige oplevelser, som du har haft på netop det sted? Så send en mail med din fortælling og et billede til: redaktion@rudersdalavis.dk Husk at skrive navn og telefonnunmmer, så vi kan kontakte jer Så kommer avisens udsendte måske forbi med en is

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...