For 40. gang har Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Roskilde præmieret et anlæg eller en bygning i Roskilde. Denne gang gik prisen til et anlæg, nemlig Himmelsøen i Darup.
Lørdag afslørede borgmester Tomas Breddam plaketten, der dokumenterer, at Himmelsøen nu er præmieret for sit smukke og moderne badeanlæg, der er ejet af Roskilde Kommune og tegnet af SLA arkitekter.
Himmelsøen udmærker sig ved at indgå i en større plan, ikke kun med et rekreativt formål, men også med mulighed for mange events og kunstneriske udfoldelser - det er blandt andet spændende at opleve kunstværket “Floating World” - et landart på udsigtstoppen over søen.
Både de mange fremmødte og borgmesteren fik en demonstration af de mange muligheder stedet rummer - dels de mange familier, der holdt picnics og pjaskede i badevandet, og de mange, mange tusinder mennesker på nabomatriklen, der holdt dyrskuefest.
- Hvilken livlig oplevelse - ude på landet, men alligevel helt tæt på Roskilde by, siger formanden for Bygnings- og Landskabskultur i Roskilde, Bent Oslev, i en pressemeddelelse.
Under Roskilde Festival hvirvles Himmelsøen igen ind i aktiviteter - i mellemtiden ligger den som en god og stabil "rekreativ motor" for byens mange familier og et eksperiment for beplantning og dyreliv.