Slagelse: Igen i år åbner Vikingeborgen Trelleborg dørene for flere hundrede vikinger og deres familier.
Museet vil igennem festival-ugen fra på lørdag den 14. til og med søndag den 22. juli lægge hus og engarealer til en levende festivalplads, hvor krigere, handlende og håndværkere bringer vikingetidens levevis, mode og spisevaner helt tæt ind på museets gæster.
Museets frivillige og formidlere sætter i år fokus på håndværk og prøv-selv aktiviteter i vikingelandsbyen Slagløse, hvor de forklarer og viser, hvordan vikingetidens håndværkere arbejdede.
Det er muligt at prøve kræfter med mange forskellige håndværk så som smedning, tekstil arbejde, fremstilling af keramik, samt fremstilling af glasperler og madlavning.
Derudover vil vikingefamilier bebo vikingelandsbyens huse og servere smagsprøver på vikingernes mad fremstillet af vikingetiden friske råvarer.
Trelleborg vil dagligt mellem kl. 10.00 og 16.00 tilbyde et væld af spændende aktiviteter.
Igennem ugen vil det derudover være muligt at se de mange krigere træne frem til Det Store Slag om Trelleborg den 21. og 22. juli.