VORDINGBORG: Det var festugen, der lokkede Lena Sigil tilbage i Algade i Vordinborg. Hun havde ellers flyttet sin butik, "Lena S", hjem i privaten, efter at hun var kommet på kant med kommunen på grund af, at omsætningen i butikken faldt med 50 procent under ombygningen af Slotstorvet.
Da hun lukkede butikken måtte hun dele sit varelager af erotisk tøj og sexlegetøj op i tre. En del tog hun med til hjemmeadressen, en del røg på fjernlager og den sidste del gik op i flammer, da KB-hallen brændte sidste år.
- Nu sælger jeg det, jeg havde på fjernlageret til halvpris i juli måned, siger Lena Sigil.
Det synes kunderne tilsyneladende er en god ide, for der er travlt i en grad, så det kommer bag på selv indehaveren.
- Ja, det er gået rigtigt godt. Vi er faktisk fire til at ekspedere, fortæller hun.
Der har været travlt, siden de åbnede i sidste uge, men en ekspedition kan også tage lang tid. Det er ikke bare lige at sælge corsager og andet kropsnært tøj. Det kræver sin dame at hjælpe kunden til at finde det rigtige.
Ingen mænd
Og det kræver helt bogstaveligt sin dame, for der er kun damer ansat hos Lena Sigil. Her fungerer det ikke med mænd.
- Du får ikke nogen kvinder til at tale med en mandlig ekspedient, siger hun med et smil.
Sådan er det bare, men sjovt nok kan det modsatte sagtens lade sig gøre.
- Jeg kan godt tale med en mand om sexlegetøj, fortæller hun.
Mens avisen er på besøg er det primært kvinder, der snuser rundt i forretningen. Et par unge piger er ved at prøve forskelligt slags undertøj, og snakken går.
Et par mænd på slæb forvilder sig ind, men det er kvinderne, der fører ordet.
Halvdags
Selv om forretningen både her, på nettet og på hjemmeadressen går godt, så er det ikke noget, Lena Sigil kan leve af. Det er kun et halvdagsjob.
- Om formiddagen arbejder jeg som bogholder, men hvis jeg havde lagt butikken i København, havde jeg nok kunnet leve af det, siger hun.
Nu ligger Lene S i Algade - i hvert fald resten af måneden, og så er det hjem i bjælkehytten på Birke Alle 59 og på nettet igen, hvor de lidt mere generte kunder holder af at handle.
