Onsdag den 17. maj samt tirsdag den 23. maj, i tidsrummet fra 16.30 til 20 er der lagt op til gratis fyraftensfiskeri ved Munkholmbroen ved Rye, når Fishing Zealand og Lejre Kommune i samarbejde inviterer nybegyndere såvel som erfarne lystfiskere med til at prøve kræfter med de stærke og velsmagende hornfisk, der i forårsmånederne invaderer de danske farvande til stor glæde for mange lystfiskere.
Har man ikke selv fiskestang eller waders, er der mulighed for at låne alt det fiskeudstyr, man skal bruge. På fisketuren er der dygtige guider til stede fra Fishing Zealand, som kan hjælpe med at lære, hvordan man kaster ud og præsenterer forskellige metoder til at overliste de flotte hornfisk. Fisketuren foregår i waders, som Fishing Zealand har med til udlån. Af sikkerhedshensyn er arrangementet derfor for deltagere over 13 år.
Fiskeriet på kysten kan være en frisk fornøjelse, så derfor opfordres alle deltagere til at medbringe påklædning, der matcher vejret.
Arrangementet er ganske gratis, og der er plads til 20 deltagere - tilmelding til tange@fishingzealand.dk efter først-til-mølle princippet.Er man mellem 18 år og pensionsalderen, skal man huske at indløse det statslige Fisketegn.
Mødested: Munkholmvej 325 ved Ryegaard Ishus.