Darupvej er en vej, hvor hastighedsbegrænsningen siger 50 kilometer i timen. Det er der virkelig mange bilister, som ikke overholder. Det seneste døgn har to bilister fundet ud af det på den hårde måde. Mandag aften var politiet nemlig på strækningen med deres laserhastighedsmålingsudstyr. Det er der helt sikkert to bilister, som kommer til at huske længe.
En 42-årig kvinde fra Viby blev målt til at køre mindst 93 kilometer i timen i en personbil ad Darupvej i østlig retning, så hun kan ud over en bøde og et bidrag til Offerfonden forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at kvinden skal til både ny teori- og køreprøve. Kvinden kan ifølge hjemmesiden sikkertrafik.dk forvente en bøde på 5400 kroner og så de 500 kroner til Offerfonden.
Bare ni minutter efter den første hurtige bilist var den gal igen. En 19-årig mand fra Roskilde tjekkede ind med 96 kilometer i timen. Det kombinerede han med, hvad politiet kalder “en hasarderet overhaling”, mens regnen væltede ned.
Den 19-årige har naturligt nok ikke haft sit kørekort i tre år, så han kan forvente en påstand om et kørselsforbud sammen med en bøde og det pligtige bidrag til Offerfonden. Han skal også til en ny teori- og køreprøve for at beholde kortet. Og så skal den 19-årige forinden modtage særlig undervisning, ligesom han efter sagens afgørelse ikke må køre bil, indtil teori- og køreprøven er bestået.
Den 19-årige skal betale 6600 kroner i bøde og 500 kroner til Offerfonden.