Helsingør: Forvaltningen anbefaler, at politikerne i Ejendoms- og Miljøudvalget siger blankt nej til Noa Noa-stifteren Harald Holstein Holsteinborgs planer om at bygge et tre etager højt byggeri på vandsiden af GL. Strandvej på Efterskolen Øresunds grund. Det skriver Frederiksborg Amts Avis
Efter sommerferien er det slut med Efterskolen Øresund på GL. Strandvej, som fortsætter i nye omgivelser udenfor Roskilde, og bygningerne er forlængst solgt for et tocifret millionbeløb til den ene af de to stiftere af tøjkæden Noa Noa Harald Holstein Holsteinborg.
Nu viser det sig Harald Holstein Holsteinborg har store planer for den gamle efterskole, som består af hovedbygningen samt tre bygninger syd for villaen og endnu en bygning på landsiden af Strandvejen.
På torsdag skal medlemmerne af Ejendoms- og Miljøudvalget tage stilling til et konkret forslag fra modemanden om et byggeri i tre plan på grundene nord for adressen GL. Strandvej 197.
Planerne, som er beskrevet i ansøgning udarbejdet af arkitekt Lars Gitz, handler om, at de tre bygninger nord for selve nummer 197 rives ned og erstattes af et lejlighedsbyggeri i tre plan med direkte Øresundsudsigt.
Det vil sige, at kun adressen GL. Strandvej 197 bliver bevaret som hidtil.
Bryder lokalplan
Denne plan bør dog ikke blive til virkelighed mener forvaltningen i Center for Kultur Plan og Erhverv for både kommuneplan og lokalplan forbyder nemlig lejlighedsbyggerier i form af eksempelvis dobbelthuse.
For det er nemlig intentionen i planerne, at bevare området som et kvarter præget af enkeltstående villaer. Derudover fremgår det også af forvaltningens anbefaling, at det ene af husene er erklæret for bevaringsværdigt. Selve efterskolens nuværende hovedbygning, som er en ombygget villa, er ikke erklæret for bevaringsværdigt på grund af talrige ombygninger. Imidlertid mener embedsmændene, at der er tale om et markant bygningsværk med en lang historie.
På trods af modstanden mod byggeplanerne, så bliver det understreget af forvaltningen, at det vil være muligt indenfor rammerne af kommuneplanen at indrette lejligheder i de eksisterende bygninger.
