Møn og Bogø: Museerne i Vordingborg havde inviteret alle interesserede på en tur rundt på øerne for at kigge på de gamle skansebyggerier- nogle mere end 200 år gamle.
Skansen her ved Ulvshale er fra Englandskrigene fra 1807-1814. Efter at København havde overgivet sig i 1807 til englænderne på grund af det, der er blevet kaldt verdenshistoriens første terrorbombardement, måtte danskerne udlevere hele flåden til sejrherren.
Efter det forsmædelige nederlag måtte man fra dansk side finde på en anden måde at forsvare landet på end ved at bruge flåden, der efter datidens målestok var ret stor.
Man gik simpelthen over til landbefæstninger rundt om på kysterne. Her lå også kanonbåde, der i stille vejr kunne tage ud og angribe fjendtlige skibe i området. Uden vind lå de store krigsskibe stille og kunne være et let bytte for kanonbåde med årer.
Ulvshale-skanserne havde seks 18 punds kanoner (kuglens vægt) og en permanent artilleri-bemanding på ca. 25.
Efter en vellykket tur hen over Møn, er selskabet landet på sydkysten af Bogø. Denne skanse er fra Svenskekrigene og har behersket Grønsund - vandet mellem Bogø og Møn på den ene side og Falster på den anden, hvor der også findes rester af gamle skanser.
- Det var et af de mest befærdede farvande dengang. Der kunne komme op mod 100 skibe igennem hver dag, fortæller Peter Bjørn Jensen, mens han står og peger på flere forskellige kort, han har tegnet og skrevet på.
Skibsfart var den hurtigste og billigste form for transport, for vejene var elendige og køretøjerne små. Det gjaldt om at beherske vandvejene - det var vejen til sikkerhed og penge.