PRÆSTØ: Efter et kortere lejemål slår tømrermester Anders Madsen fra Jungshoved sig nu ned i Bårse. Det sker pr. 1. juli, hvor han overtager "Bårse Tømrer og Snedkerværksted".
- Bårse Tømrer og Snedkerværksted har under Svend Olsens ejerskab i mange år været en af Sydsjællands største tømrer- og snedkervirksomheder. Dermed har det naturligvis også været en stor og vigtig virksomhed og arbejdsplads i Bårse, som vi er glade for nu at kunne videreføre, fortæller Anders Madsen.
Medarbejdernes fortjeneste
Under navnet "Tømrermester Madsen ApS" etablerede han sig som selvstændig for 10 år siden og har i dag 20 mand ansat - heraf fire lærlinge, da netop uddannelsen af de unge er noget, der ligger ham meget på sinde. - Der er så mange dygtige unge mennesker derude, som han siger.
Virksomheden udfører traditionelt tømrer- og snedkerarbejde, vinduesudskiftning, tagrenovering samt renovering af gamle bygninger, og der arbejdes med hovedentrepriser og underentrepriser. Tømrermester Madsen ApS har desuden tre energivejledere, der er uddannet på Teknologisk Institut, og virksomheden er medlem af BYG Garanti-ordningen.
- At vi har haft den succes skyldes ikke mindst gode og motiverede medarbejdere. Det betyder, at vi kan udnytte deres kompetencer optimalt måde. Og så har vi et godt netværk, lyder det fra Anders Madsen.
Godt værksted
Trods købet i Bårse har han ikke umiddelbart planer om at ansætte flere medarbejdere. Men han vil gerne udvide virksomhedens forretningsområde.
- Det er et rigtig godt værksted med mulighed for at fremstille trapper, køkkener, møbler og andre specielle produkter. Værkstedet har desuden en god geografisk beliggenhed på Sydsjælland, der giver gode muligheder for at få flere lokale kunder, lyder det fra Anders Madsen.
Anders Madsen er 39 år gift og har to børn. Familien bor på Strandgården i Roneklint på Jungshoved.
