Af alle børn og personaler i SFO Mosehuset.
Dette er til jer, som besøgte vores legeplads søndag den 3. juni 2012 kl.03.12 - hvor I satte ild til vores bålhus, som var ca. 2 måneder gammelt. Ud over vores nye bålhus nedbrændte, tog I også 3 borde/bænke sæt, og smed ind i flammerne.
HVORFOR! HVAD SKULLE DET GØRE GODT FOR!!!
Jeg har meget brug for at fortælle jer, og alle andre, at det er noget af det værste, jeg har oplevet i al den tid, jeg har arbejdet i SFO Mosehuset, og jeg har været der i rigtig mange år. Jeg har set mange ting og lagt ører til rigtig mange ting, MEN det I har gjort ved vores nye bålhus samt vores borde/bænke sæt, det slår dog alt.
I skal vide, at vi i SFO Mosehuset har sparet op i nogle år for at det kunne lade sig gøre, at vi kunne købe dette bålhus, som koster rigtig mange penge knap 50.000 kr. (ex. moms).
Dette er penge, som vi skal finde i vores budget, og som følge af det, har vi jo været nødt til at spare op, da man ikke "bare" kan tage 50.000 kr. og bruge til et nyt bålhus.
Vi skal også selv bekoste nye borde/bænke sæt, som også skal betales ud af vores budget, og da det hele koster rigtig mange penge, kan det være svært at finde penge til nye sæt.
Vores nye bålhus, som I nu har brændt af, skulle have været en aktivitet, som vi havde set frem til blandt andet hele vinteren, hvor der skulle "hygges" med bål og lave mad til alle de børn, der synes, det kunne være sjovt at være med til det. Der skulle også have været gang i bålet her i sommer og ikke mindst i sommerferien. Kort og godt, den aktivitet har I nu sat en stopper for.
Alle vores børn i SFO Mosehuset har spurgt os: Hvorfor har de gjort sådan noget? Hvad synes I, vi skal svare alle de børn?
Jeg skriver I, fordi I må have været nogle stykker, da 2 af de borde/bænke sæt var sat sammen med en stor tyk kæde med en hængelås, så det vil sige, at borde/bænke sæt skulle bæres op i flammerne.
Jeg er så rasende og ked af det, der er sket med vores nye bålhus. Ja det er ALLE i SFO Mosehuset. En anden ting, jeg vil gøre jer opmærksom på, er, at fordi vores bålhus ikke har fundament, så er der ingen forsikring, der dækker denne skade. Dvs. hvis vi igen skal have bålhus, så skal vi spare sammen i nogle år igen.
Jeg synes, det er så tarveligt, at jeg ikke kan finde ord for det. Og hvor må I dog være godt dumme, for som jeg ser det, så kunne I have nydt godt af det bålhus, hvor I kunne sidde om aftenen og hygge jer. Vi ved jo godt, at når vi som institution lukker kl.17.15, så er det en offentlig legeplads desværre. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i år vist godt kunne have tænkt mig at sætte strøm til legepladsen, når vi er gået hjem. Men det må man jo ikke, så det er blevet ved tanken. Vi har også altid sagt, til Jer unge mennesker, at det sådan set er OK, at I brugte vores legeplads, når vi går hjem, men om I ikke godt vil være venlige at rydde op efter jer, ( der står skraldespande på pladsen) og så lade være med at ødelægge vores lege redskaber på legepladsen.
Det er jo sådan, at vi ikke får ekstra penge til vedligeholdelse af vores legeplads, når den er offentlig åben, når vi går hjem. Hvis noget går i stykker, skal vi selv finde penge i budgettet til at få det lavet/erstattet.
Vi skal for øvrigt også selv betale for at få det ødelagte bålhus kørt væk, samt halv brændt borde/bænke sæt. Igen en ekstra udgift for SFO Mosehuset. De penge kunne vi have brugt på noget super lækkert nyt legetøj til vores børn, eller en dejlig udflugt med børnene her i sommerferien med bus frem og tilbage.
Hvor er I som forældre til dette værk? Jeg kan ikke blande mig i om jeres unge må være ude hele natten. Det er som sagt jer, der bestemmer dette, men hvis så jeres unge mennesker er ude om natten, ved så nogle af jer forældre, hvad jeres børn går og laver?
Man kan ikke være med til sådan et bål, uden at komme til at lugte af røg. Har I tænkt over det?
Det kan jo også være store unge mennesker over 18 år, som måske ikke bor hjemme mere, der har været på spil. Under alle omstændigheder, vil jeg håbe og "be" til, at politiet finder dem, som har ødelagt vores bålhus, så de kan købe os et nyt. Det har de fortjent, samt køre det brændte væk.
Bare en oplysning til jer, der fremover vil bruge vores legeplads, så vil vi i SFO Mosehuset arbejde på, at få hele legepladsen "overvåget" så I skal ikke føle jer sikre!
Jeg håber, dette vil give jer stof "til eftertanke", så I lader være med at lave sådan noget hærværk, en anden gang, og gøre så mange børn og voksne kede af det, samt en mega stor ekstra udgift på SFO Mosehusets budget. Tænk jer om næste gang og lad vær! Tak!