Jordbærrene trækker i Kildebrønde

Det har været en mulighed siden 23. maj, hvor de første jordbær blev sat til salg. Nu boltrer jordbærrene sig i kasser i et stort, rundt telt ud til landevejen i Kildebrønde, hvor nogle unge sælgere konstant langer en, to eller tre bakker helt friskplukkede jordbær over disken til tilfredse kunder, selv om prisen er et nøk over supermarkedet.

- Kunderne sætter pris på, at det er dyrket i nærheden og så behøver det ikke altid at handle om pris. Vi er er på det sidste også blevet meget populære hos forskellige supermarkeder, men vi har også mange faste kunder. Folk kommer også fra Amager, Lyngby og andre steder blot for at købe, lyder det fra Jane Østergaard, der sammen med sin mand Søren driver Kildebrønde Frugtplantage.

Det er tyve år siden, at parret kom til Kildebrønde fra Lolland, og siden er forretningen blevet udvidet år for år. Men det, de sælger, mest af, er jordbær, fastslår hun.

Tunneler

Frugtplantagen har som en af de få i Danmark valgt at dække jordbærrene til i tunneller i de tre måneder, sæsonen varer - og det giver mange fordele:

- Vi har kun en sort, der hedder Elsanta. Vi planter den hen over foråret nogle gange, så vi har forskellige marker i forskellige stadier. Så kan vi høste planter hele tiden. Det er en ny måde at lave en lang sæson på. Det er dyrt at lave, men tunellerne beskytter bærrene mod regn og blæst, og de får mere varme, siger Jane Østergard.

Sydkystens udsendte tager et bær. Det er nærmest symmetrisk perfekt, postkasserødt og helt uden skader. Sådan ser de fleste af bærene ud. Smagen er syrlig og sød. De er nærmest på alle måder perfekte.

- Planterne skal ikke beskytte sig lige så meget mod vejr og vind, så de bliver store, flotte og sunde, siger hun og viser et bær, der har samme størrelse som et lille æble.

Flot høst trods kulde

- Det undrer ikke, at det er flot, for juni er bare jordbærmåned, siger Laurits Balle, formand for arbejdsudvalget for frugt og bær under Gartneribrugets Afsætningsudvalg:

- Her topper de røde bær med smag og farve, og der bliver masser af friske bær fra friland. Også sorten Honeye er et ægte sommerbær, der er sprængfyldt med sødme, så det er perfekt med fløde som afslutning på en hyggelig grillaften, siger han.

Selv om forårsvejret har været usædvanligt koldt og regnfuldt, har det ikke haft nævneværdig betydning for årets jordbærsæson. Således kan avlerne på landsplan samlet set præstere en høst på op til hele 8.000 tons.

- Jordbær er ikke glade for frost og regn, men heldigvis har årets laveste temperaturer været i områder, hvor vi næsten ingen jordbærproduktion har. Derfor bliver der også masser af friske jordbær på hylderne i år, siger Laurits Balle.

Pluk selv-jordbær

Om nogle uger starter sæsonen for selvpluk, der som regel er en periode over tre weekender, hvor alle kan komme og plukke selv.

- Det har været lidt døende som aktivitet, men de sidste to til tre år har der været flere. Det koster ikke en bondegård, og man kan hygge sig lidt med det alene eller som familie. Vi har mange forespørgsler, typisk fra børnefamilier, som den dag så kun spiser jordbær og har det sjovt med det hele dagen, forklarer Jane Østergaard.

Ud over jordbær er der også salg af kartofler, hindbær, æbler, kirsebær, ærter og græskar. I alt regner Jane Østergaard med, at der skal plukkes omkring 75 tons jordbær denne sæson på de seks hektar jordbærplanter, der er. De store jordbærproducenter har til sammenligning 50 til 100 hektar.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...