“Vi har ikke kompetence til at skride ind”

I sagen om Jan Leth Christensens videoovervågning af sit strandstykke har den omstridte advokat tilsyneladende sat Gentofte Kommune skakmat med to pakker trøfler. Arkivfoto: Joachim Christensen

I sagen om Jan Leth Christensens videoovervågning af sit strandstykke har den omstridte advokat tilsyneladende sat Gentofte Kommune skakmat med to pakker trøfler. Arkivfoto: Joachim Christensen

“En sådan virksomhed vurderes ikke at være planlovmæssigt relevant, og kræver således ikke tilladelse efter planloven.”

Sådan lød svaret fra Plan og Byg i Gentofte Kommune til Jan Leth Christensen i august 2021. Det kom få dage efter, at advokaten havde luftet sine planer om at etablere en lille engrosvirksomhed med salg af hvide trøfler fra Italien på adressen Sigridsvej 25. Den Bjarke Ingels-tegnede villa, som Jan Leth Christensen på det tidspunkt gjorde sig klar til at flytte ind i sammen med sin kone, selv om han havde solgt villaen til sin datter, Emilie Leth.

Netop den engrosvirksomhed betyder, at Jan Leth Christensen i dag ser sig i stand til at videoovervåge strandstykket ud for villaen fuldt lovligt. Det opdagede en anden gren af forvaltningen i Gentofte Kommune, Natur og Miljø, den 2. marts 2023 i en telefonsamtale med Jan Leth Christensen, hvor man beder ham om at fjerne et omstridt videoovervågningsskilt.

“JLC oplyser, at han ikke kan tage skiltet ned, fordi videoovervågningen udføres ift. den engrosvirksomhed, T. Røffel, som han driver fra ejendommen. Virksomheden er af beskedent omfang, som består af modtagelse af mindre pakker med trøfler 2-3 årligt. Ifølge JLC har planmyndigheden vurderet forholdet,” står der i det telefonnotat, Villabyerne har fået aktindsigt i.

Villabyerne har spurgt Mette Mie Nielsen, juridisk chef i Gentofte Kommune, hvorfor kommunen har givet Jan Leth Kristensen lov til at etablere en engrosvirksomhed på en privat adresse, som han ikke længere står som ejer af? Og om kommunen nu, hvor den kan se, hvad den tilladelse bliver brugt til, føler nogen anledning til at genoverveje beslutningen?

“Gentofte Kommune har ikke ”givet Jan Leth Christensen lov“ til at have den pågældende type virksomhed i området, idet det er umiddelbart tilladt i medfør af lokalplanen, da virksomhedens omfang er af bagatelagtig karakter og af en karakter, der ikke udløser krav om tilladelse efter den for området gældende lokalplan,” siger hun.

I henviser de bekymrede borgere til Nordsjællands Politi, også i forhold til at få fjernet det, som de opfatter som et ubehageligt skræmmeskilt. Når nu byretten klart har dømt, at den pågældende videoovervågning er/var ulovlig, hvorfor har I så ikke bedt Jan Leth Kristensen om at fjerne det nederste skilt?

“Natur og Miljø har været i dialog med Jan Leth Christensen om at fjerne videoovervågningsskiltet på strandarealet – det kan vi gøre, fordi byretten ved dom af 31. maj 2022 har afgjort sagen. I den forbindelse oplyser Jan Leth, at han har etableret en mindre engrosvirksomhed på stedet, og videoovervågningen falder derfor ind under undtagelsesbestemmelsen i videoovervågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, hvorefter tv-overvågning, der foretages af engrosvirksomheder, hvorfra der foregår salg og udlevering af varer, ikke er omfattet af forbuddet mod videoovervågning i bekendtgørelsens § 1. Der foreligger således en ny situation i forhold til byrettens dom af 31. maj 2022, idet dommen gik på Jan Leth Christensens videoovervågning som privatperson og ikke som engrosvirksomhed.”

Kan eller vil Gentofte Kommune slet ikke foretage sig noget i sagen?

“Det er Nordsjællands Politi, som er myndighed efter videoovervågningsbekendtgørelsen, og Gentofte Kommune har således ikke kompetence til at skride ind over for det omhandlede skilt, førend politiet har taget stilling til, hvorvidt den omhandlede videoovervågning på arealet er lovlig,” siger Mette Mie Nielsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...