Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) er bekymret over akutbehandlingen af borgerne i Næstved. Efter at skadestuen på Næstved Sygehus er reduceret til en skadeklinik, får han masser af kritik. Mange Næstved-borgere bliver henvist til at sidde og vente i timevis på en overbelastet skadestue i Slagelse.
- Jeg hører alt for mange klager over, at borgerne ikke kan få den behandling, som de ønsker. Det kan ikke være rigtigt, at man skal køre til Slagelse og vente i timevis for at blive sendt hjem med et plaster, siger Carsten Rasmussen til Sjællandske.
Torsdag mødtes han med regionsrådsformand Steen Bach Nielsen og forlangte at skadestuen på Næstved Sygehus bliver opgraderet.
- Godt nok er Steen Bach min partifælle, men jeg gjorde det meget klart, at vi ikke er tilfreds med den behandling, som vores borgere er udsat for. Borgerne skal ikke bare automatisk sendes til Slagelse, siger Carsten Rasmussen.
Regionsformand er positiv
Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen siger til Sjællandske, at han er klar til at se på, om der kan ændres på skadestue-funktionen i Næstved.
- Det er klart, når Næstveds borgmester siger til mig, at skadestuen er det største problem, så kigger vi på det. Nu vil jeg med de øvrige partier se på, om der er muligheder for at styrke det lægelige beredskab på skadestuen i Næstved, siger Steen Bach Nielsen til Sjællandske.