BØRNEHANDICAP Når en kommune tvangsfjerner et barn, skal det anbringes et sted, som er meget bedre end, hvor det blev fjernet fra, for børn har det bedst hos deres biologiske ophav.

Men det er slet ikke, hvad Lyngby-Taarbæk Kommune har gjort i Patricks tilfælde. Det vurderer Karen Littauer, der er autoriseret psykolog med mange års erfaring med at arbejde med børn og unge med autisme blandt andet i psykiatrisk regi og modtager af Børnesagsprisen.

Det Grønne Område har med samtykke fra Patricks mor Isabell Langkjær delt sagsdokumenter med psykologen, som kritiserer Lyngby-Taarbæk Kommunes håndtering af sagen.

I det sidste halve års tid, hvor Patrick, der blandt andet har en autismediagnose, var anbragt på institutionen Amadeus, fik han det tiltagende dårligere, inden han straks blev fjernet, da han begyndte at skade sig selv.

Om anbringelsen og den sidste tid på Amadeus siger Karen Littauer:

“Kommunen har sovet i timen, og det virker til, at man kun har tænkt på penge. Måske er personalet presset, de har ikke tid og de vil gerne spare penge på kommunens vegne, skal holde budgetter, og det er dyrt, hvis kommunen selv skal betale foranstaltningerne i hjemmet. Så oftest syltes det så længe, som muligt. Det ser ud til, at det er det, der er sket her,” siger hun og fortsætter:

“Når der er et hav af underretninger, som der er i denne sag, er der krav på, at der reageres, og i denne sag virker det til, at ingen rigtig tager stilling. Også fordi de ikke har en løsning. Nu har kommunen sagt, at Patrick ikke kan være hos sin mor, og fordi de ikke har kunnet finde andet, så tror jeg ikke, at de har vidst, hvad de skulle stille op,” siger hun.

Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag. Man ønsker heller ikke at svare på, hvorvidt man var hurtige nok til at fjerne Patrick fra Amadeus.

Yderste nødløsning

Tvangsanbringelse af et barn med autisme bør være sidste udvej for en kommune, vurderer psykologen, som påpeger, at det har alvorlige konsekvenser at fastholde et barn med autisme et sted, hvor det ikke trives.

“Børn med autisme er som regel ikke gode til at skabe relationer. At fjerne dem fra deres nærmeste er virkelig ikke godt. Det er ikke sådan, at de kommer på institutioner, får en masse venner, og alt er godt. De isolerer sig, fordi de er væk fra vante omgivelser. Tvangsanbringelse af børn med autisme bør kun være den yderste nødløsning,” siger Karen Littauer og giver sit bud på, hvad kommunen i stedet burde have gjort:

“De burde have lyttet ordentligt til Isabell. Som regel er det moderen, der kender sit barn bedst. Kommunen kan så stille spørgsmål for at få viden om situationen og stille spørgsmål, som er med til at gøre moderen klogere. Kommunen er nødt til at lytte til de behov, som moderen mener, de har,” siger hun og fortsætter:

“Et dårligt samarbejde kommer der ikke noget ud af. Det er moderen, der står med det store arbejde hver dag med at have et så udfordret barn. Det er meget nemt for en sagsbehandler at sige, hvordan det bør være. Og hvis det ikke er sådan, så tager sagsbehandleren bare barnet,” siger hun.

Tænker på penge

Karen Littauer vurderer, at Lyngby-Taarbæk Kommunes overvejelser også har været af økonomisk karakter, da Patrick blev tvangsfjernet.

“Hvis kommunerne laver foranstaltninger i hjemmet, skal de selv dække udgifterne. Men hvis man tvangsanbringer et barn, skal staten betale en stor del. Derfor vil kommunerne hellere tvangsanbringe. Det virker til, at Lyngby-Taarbæk Kommune har tænkt økonomi i denne sag, fordi man ikke ved, hvordan man ellers skal løse det. Man sætter så Patrick på en institution og håber, at personalet dér kan løse det. Man sender hele tiden bare 'problemet' videre, uden reelt at følge op på om det løses,” siger hun.

Det afviser Lyngby-Taarbæk Kommune.

“Forvaltningen tager kraftigt afstand fra denne urigtige påstand, at der hellere tvangsanbringes i stedet for hjælp i hjemmet. Det vil til enhver tid bero på en faglige vurdering af et barn eller den unges behov for hjælp,” siger centerchef Rikke Westergaard.

Om han overhovedet skulle tvangsfjernes, sætter Karen Littauer også spørgsmålstegn ved.

“Vi ved, at børn har det bedst hos deres forældre, medmindre forældrene slår dem, sulter dem eller udsætter dem for seksuelle krænkelser eller voldsomme psykiske overgreb. Men det er jo ikke tilfældet her,” siger hun og tilføjer:

"Vi har en mor, der rigtig gerne vil sit barn og går meget aktivt ind omkring sit barn. Patrick er ikke omsorgssvigtet. Måske sørger moren bare lidt for meget for hans behov, så han ikke så hurtigt bliver selvstændig.“

Karen Littauer mener, at kommunen i stedet for tvangsfjernelse burde have hjulpet Isabell ved at sætte en psykolog med indgående kendskab i hjemmet.

“Medmindre der er gennemført tiltag, hvor professionelle fagfolk har trænet mor Isabell i hjemmet med Patrick, så har man ikke lavet tilstrækkelige tiltag. Før man tvangsfjerner, skal alle andre muligheder være udtømte,” siger hun.

Karen Littauer påpeger også, at det er et område, hvor retssikkerheden generelt halter.

"Sagerne bliver for hurtigt behandlet, og selv om der er forsøgt at korrigere for fejl, så bliver der ikke rettet op på dem. Ligesom i denne sag er det ofte sager på flere tusinde sider, hvor det går for hurtigt med at behandle dem. Jeg har læst 80 sager igennem, og der var fejl i alle sagerne,“ siger hun.