Holbæk: Et lille halvt år efter at have købt og overtaget JKM Revison i Jyderup har RR Gruppen - Revision & Rådgivningsgruppen på Gl. Ringstedvej 61 i Holbæk igen haft snøren ude - og fået bid. Det betyder, at de fem partnere og 11 ansatte fra nytår vokser til totalt 21 ansatte, når Frank Petersen, indehaver af RevisorGruppen i Nygade, og hans fire ansatte rykker ind hos RR Gruppen i den karakteristiske gule kontorejendom på Gl. Ringstedvej. En ejendom, som 3F i tidernes morgen lod opføre, men som Dansk Revision en hybrid af Karsten Petersen i vestbyen og Revisionshuset I/S i østbyen overtog den 1. september 2005.Den 1. januar i fjor delte Dansk Revision sig i to selvstændige selskaber, og trioen Carsten Thomsen, Flemming Hansen og Carsten Christiansen indtog førstesalen i den ene fløj. For 11 måneder siden blev Vibeke Hundevad og Sune Bacher så optaget som kompagnoner. Dermed blev førstesalens selskab tilført en række nye kompetencer, og det var en af årsagerne til, at RR Gruppen et kvartal senere turde give sig i kast med overtagelsen af JKM Revision i Jyderup.
- Nu har vi så lavet en aftale med RevisorGruppen, men fra det nye år er alle vores kvadratmeter så også belagt. Hvis vi skal på yderligere opkøb, må det indebære, at en af lejerne i den 1.450 kvm store ejendom får behov får mere plads og derfor fraflytter, siger Vibeke Hundevad, som kender RevisorGruppen som »sin egen bukselomme«. Fra 1996 til 2002 var hun ansat i RevisorGruppen.
Både med JKM Revision, men også med Frank Petersens virksomhed handler det om filosofi. - Begges tilgang til forretningslivet bærer samme prodil, som vi gerne vil stå som eksponent for. Derfor er der rigtig god synergi i et fremtidigt samarbejde, hvor man kan kalde Frank en slags associeret partner, eller måske snarere »seniorpartner«, smiler Vibeke Hundevad, der er 14 år yngre end 61-årige Frank Petersen.
Mindst tre årFor sælgende Frank Petersen har det været et must, at hans medarbejdere også kunne indgå i det overtagende firma. Og at han selv fulgte med, så RevisorGruppens ganske store kundeunderlag ikke kunne føle sig svigtet. - For mig har det været vigtigt både at sikre mine medarbejdere, men også give vores kunder en endnu større grad af ekspertise. Vi får endnu flere spidskompetencer at gøre godt med. Generationsskiftet består kun i, at vores kunder fra årsskiftet skal henvende sig på en anden adresse. De vil møde de samme medarbejdere, og jeg har lovet at være med på holdet i mindst tre år endnu, siger Frank Petersen.
