Nu kan voksne også gå til musik

Indtil nu har undervisning i klaver, guitar og de mange andre tilbud på Musikskolen i Hørsholm kun været for børn og unge mellem 0 og 25 år.

Men som noget nyt åbner man nu op for, at også voksne kan lære at synge eller spille et instrument.

Det sker fra den kommende sæson, fortæller Annette Wiencken, der er formand for Hørsholm Musikskoles bestyrelse.

"Det har længe været et ønske på Hørsholm Musikskole at kunne tilbyde undervisning for voksne. Og vi er rigtig glade for, at det nu er lykkedes at stable denne forsøgsordning på benene. Jeg har personligt haft stor glæde af at kunne dele mine oplevelser på Musikskolen med mine egne børn, der har gået på skolen. Og jeg kan forestille mig, at mange forældre vil være glade for at kunne dyrke deres interesse for musik sammen med deres børn ved også selv at få undervisning," mener Annette Wiencken.

Også Bina Hjorth, der er musikchef på Musikskolen, glæder sig til at se, hvad der kommer ud af den nye ordning.

"Det nye tiltag kan benyttes af både forældre, der har børn på musikskolen, eller af voksne som altid har haft en drøm om at få professionel undervisning i sang eller i et yndlingsinstrument. Og musikskolen vil forsøge, at få den enkeltes ønsker til placering af undervisningstid m.m. til at gå op, så alle kan få en tid, der passer ind i den private kalender. Det bliver så uden det offentlige tilskud, men til gengæld har vi jo nogle af landets dygtigste musikere ansat og tilknyttet Hørsholm Musikskole," minder Bina Hjorth om.

Man kan høre mere om mulighederne, instrumenterne og priserne på www.musikskolen.horsholm.dk, hvor tilmeldingerne allerede er begyndt at komme ind.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...