Strandvejs-rocker bliver Bandidos-præsident

Helsingør: Bandidos' vicepræsident for Europa og Asien, Michael Rosenvold, bliver ifølge Ekstra Bladet ny præsident for Bandidos i Europa og Asien.

Michael "Kokken" Rosenvold bor i en villa med Øresunds-udsigt i særklasse på Søndre Strandvej syd for Helsingør Havn.

Skiftet på den indflydelsesrige post sker efter, at præsidenten gennem omkring 18 år Jim Tinndahn, som bor i Helsingborg, forlader sin post. Hvad der årsag til dette står dog endnu ikke klart.

Således kan Ekstra Bladets kilder ikke oplyse om 50-årige Jim Tinndahn er blevet væltet eller er gået selv.

- Jeg står med mine mærker på. Så hvis det skulle være sket, vil det være underligt, at jeg stadig har min vest på. Men jeg gider ikke snakke mere med dig, siger Tinndahn til formiddagsavisen.

Til gengæld er det ikke lykkedes for avisen at få en kommentar fra Michael Rosenvold.

Michael Rosenvold er ikke en særlig kendt person i en større offentlighed og har ikke siddet inde for kriminelle forhold siden en fængselsdom for narko og våbenbesiddelse i 1997.

Igennem en længere årrække var Michael Rosenvold involveret i IT-branchen med forskellige selskaber, som blandt andet solgte internetporno.

Hans tilbageværende selskab Telepearl kører, som tidligere afdækket i Frederiksborg Amts Avis, med et stort underskud, og har tabt egenkapitalen.

Ekstra Bladets kilder vurderer, at Michael Rosenvold ligesom Jim Tinndahn vil arbejde for at undgå en åben konfrontation med Hells Angels på dansk jord.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...