Engang havde Gentofte Stadion Københavns bedste cricketbane, som endda blev benyttet til landskampe.
Siden blev banen og pitchen støt og roligt ringere og ringere og bestod til sidst af diverse koks- og kulrester løbet op af fodboldspillere.
I forbindelse med opførelse af den nye ishal på Gentofte Stadion fik cricketklubben Soranerne inddraget både bane og træningsfaciliter. Godt nok fik klubben adgang til nogle usle træningsforhold, men alle turneringskampe måtte spilles på udebane.
For et halvt år siden blev ishallen indviet, og så kom turen til Soranerne, der nu kan glæde sig over en kunsttofpitch og to træningsbåse. Til efteråret krones værket med et klubhus, som kommer til at ligge i sammenhæng med banen og kastegården.
Dansk Cricket-Forbund godkendte i onsdags banen, som blev indviet i søndags med Soranernes hjemmekamp mod AB.
Gentofte Kommune har også bevilget Soranerne en kastemaskine, så der er virkelig åbnet for godteposen efter alle de magre år.
"Vi skylder stor tak til Gentofte Kommune, som for det første har betalt anlægget og for det andet har været meget lydhøre over for sportens ønsker og behov", siger en glad formand for Soranerne, Anders Rex.