Succesen gentages - Gå med i Lunden 3. juni

Nis Jarl Dølsted, Sedi Byskov og Seta Maria Dekermendjian - og resten af bestyrelsen - håber mange vil Gå med i Lunden lørdag den 3. juni.

Nis Jarl Dølsted, Sedi Byskov og Seta Maria Dekermendjian - og resten af bestyrelsen - håber mange vil Gå med i Lunden lørdag den 3. juni.

Faxe Ladeplads: For tredje gang inviteres hele familien til “Gå med i Lunden” i Faxe Ladeplads. Nærmere bestemt Mindelunden lige overfor Netto. En mindelund skabt til ære for Faxe Kalks navnkundige direktør Otto Mortensen.

Arrangørerne lægger stor vægt på at der er tale om en familiebegivenhed - altså et arrangement til glæde for børn, forældre, bedsteforældre og alle andre borgere i byen og omegnen.

- Børnefamilier er kernen i det hele, siger Nis Jarl Dølsted fra Gå med i Lunden. Og det må man give ham ret i når man ser det righoldige program. Man kan f.eks. deltage i Tigertræning. Hvorvidt der kommer en rigtig tiger, må man dukke op for at se, men sikkert er det, at der er tale om masser af sjove lege for børn og forældre.

Der vil også være danseworkshop ved Love2Dance, og for at være sikre på at der er instruktører nok, skal man tilmelde sig denne workshop på forhånd. Det gør man ved at sende en mail til Gå med i Lunden - find den på hjemmesiden gåmedilunden.dk. Denne workshop henvender sig specielt til børn over 10 år.

Man vil også kunne lære at lave graffiti, og også her gælder det at man skal tilmelde sig på forhånd via mail til Gå med i Lunden.

Herudover vil der være mange andre tilbud som ikke kræver tilmelding. Det er blandt andet at lære at gå på line og andre sjove gøglerting - og har du lyst til at lære at tegne, så kan du få hjælp til det under festivalen.

Herudover vil der være andre boder med gode tilbud til alle aldre -- herunder fabrikation at gode ting der vil blive anvendt under Kulturnatten i Faxe Ladeplads i efteråret.

Inde i den lille skov ved Mindelunden vil der også foregå spændende ting med det overordnede tema “vand” - hvad det går ud på, må du møde op og finde ud af.

Musik skal der også til. Udover musikken der følger med Tigertræningen, leverer Dj Don Stener dansevenlig musik og bandet Odd Days, der har sit udspring i Faxe Musikskole fyrer den af på scenen.

Det er, blandt andet takket være tilskud fra Faxe Kommune, fuldstændig gratis at Gå med i Lunden, og arrangørerne sørger for tæpper man kan sidde på, men man er naturligvis også velkommen til selv at medbringe noget at sidde på.

Gå med i Lunden lørdag den 3. juni starter kl. 11 og slutter kl. 17 og der vil være mulighed for at købe mad og noget at drikke.

Flere aktivteter kommer på, hvorfor det vil være en god idé at holde øje med hjemmesiden gåmedilunden.dk.

Foto: Torkild Svane Kraft
Foto: Charlotte Thaysen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...