Med den nyåbnede butik i Waterfront Shopping præsenterer Malou Sander for første gang sit brand i en helhed. Ganske vist åbnede designeren sin første 'rigtige' Múus-butik allerede i januar i år, men den ligger i lufthavnen og er derfor kun tilgængelig for flyrejsende.
"Jeg har længe haft et ønske om at åbne mine egne butikker, kun med mine egne designs, for på den måde at fortælle min egen historie. Butiksindretningen er meget personlig, for eksempel med mine egne billeder af inspirerende ikoner som Audrey Hepburn og George Cloony. Og ja, vi vil også gerne se på lækre mænd", ler Malou Sander.
Inden længe vil man også kunne købe enkle Múus Malou Sander-møbler i butikken, bl.a. et fire meter langt spisebord, som Malou Sander oprindelig fik lavet til at have med på messer, men som blev så populært, at det blev sat i produktion.
"Det er helt bevidst, at jeg åbner butikken i Hellerup, ikke langt fra mit hjem, for selv om jeg ikke vil stå i butikken hver dag, vil jeg ofte komme forbi for at møde kunderne og få deres respons på mit design", siger hun, som er opvokset i Charlottenlund, hvor hun stadig bor.
Målgruppen for Múus-design er kvinder mellem 20 og langt op i årene. Enkelt, klassisk tøj med lækre detaljer til dem, som kræver en god kvalitet - som Malou Sander beskriver det.
"I den nye kollektion har vi blandt andet helt enkle sort-hvide kjoler - med læderkanter i halsudskæringen. Og vores cottoncoat er ligeledes i det klassiske snit, men i en varm rødorange farve som alternativ til de 'almindelige' cottoncoatfarver. Jeg følger ikke moden slavisk, men foretrækker at tænke i længere holdbarhed i mine designs".
Malou Sander, som lancerede Múus i 2000, sælger fortsat meget engros til 'multibrandstores', og i hendes to år gamle outlet-shop på Langelinje kan man finde Múus-tøj fra både tidligere og nye kollektioner.
Det er planen at åbne endnu en Múus Malou Sander-butik i år. Hvor den næste kommer til at ligge, vil Malou Sander ikke fortælle - endnu.
Men den kommer til at ligge på en adresse 'ikke langt herfra'.