Ladeoperatøren Clever går senere i år i gang med at sætte ladestandere til 10 elbiler op på Herredsvejen 12A.
Når de er færdige med det om et års tid, vil det være Nordsjællands hidtil største lynladestation, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Lynladestationen på Herredsvejen vil kunne lade elbilerne med en effekt på op til 300 kilowatt, hvilket svarer til, at hver elbil kan lade et tomt batteri 80 procent op på under en halv time, afhængigt af bilens evne til at lade.
Mathias Langkilde Sukstorf fra Clever er en del af det hold, der står for at sætte ladestandere op, og han fortæller i pressemeddelelsen, at mange elbilister længe har efterspurgt bedre lademuligheder i Nordsjælland.
- Derfor er vi glade for, at vi snart kan opgradere ladeinfrastrukturen i landsdelen. Det er vores allerhøjeste prioritet at opsætte ladestandere i hele Danmark, så det bliver endnu nemmere at vælge elbilen til i hverdagen, siger han.
Også ved SlotsArkaderne i Hillerød vil Clever lave lynladning. Hvor mange biler, der vil kunne lade op ved SlotsArkaderne, står der ikke i pressemeddelelsen.
Clever har lavet aftaler med Salling Group og Danske Shoppingcentre om at sætte ladestandere op i Nordsjælland ved føtex, Netto og Bilka og ved shoppingcentre som Helsingør Bycenter og altså SlotsArkaderne i Hillerød. Det er aftaler om flere hundrede ladepunkter i Nordsjælland alt i alt.
Clever vil gerne sætte endnu flere ladestandere op i Nordsjælland.
- Uanset hvor du er, så skal det være nemt at finde en ladestander, som giver mening for dig som elbilist. I Nordsjælland har vi flere lokationer i kikkerten, og selvom vi desværre ikke kan løfte sløret for dem endnu, så tør jeg godt love, at der kommer masser af godt lynladenyt, siger Mathias Langkilde Sukstorf i pressemeddelelsen.
På Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig. Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på hillerod@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4303.
Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:
Martin Warming, redaktør, martin.warming@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Johanne Wainø Topsøe-Jensen, journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk