fest Når byfesten Alsønderup Fester Kristi himmelfartsdag slår dørene op til årets store loppemarked, bliver det med snoreklip til forsamlingshuset Kulsviergårdens nye koldhal.
"Det har i mange år været et meget stort ønske i Alsønderup, at vi fik en koldhal. Den har vi brug for til først og fremmest de tusindevis af ting, vi samler ind forud for loppemarkedet. Så det er en begivenhed, vi glæder os meget over,", siger Rasmus Mortensen, formand for byfestudvalget, der arrangerer Alsønderup Fester.
I de mange forudgående år er effekterne fra loppemarkedet blevet opbevaret på forskellige gårde i Alsønderup og i kælderlokaler under Alsønderup Skole.
"Men det har i de seneste år knebet mere og mere med at finde pladsen til de mange ting, og derfor har hele loppemarkedets eksistens faktisk været afhængig af, at vi fik opført en koldhal, forklarer Rasmus Mortensen.
Hallen opføres i forlængelse af den eksisterende Kulsvierhallen. Den nye koldhal er på 750 kvadratmeter, uopvarmet og koster cirka 1,5 millioner kroner. Kulksviergården står selv for byggeriet med en egenfinansiering på 300.000 kroner, mens det resterende beløb lånes med kommunal lånegaranti i ryggen.
Foruden at tjene til opbevaring af lopper, skal den nye koldhal også anvendes af Kulsviergården til andre formål, ligesom hallen også kan benyttes af elever fra Alsønderup Skole, der i forvejen benytter Kulsviergården som idrætshal.
Snoreklippet til den nye hal er lige op til klokken 9 som startskud til det årlige loppemarked Kristi himmelfartsdag torsdag den 17. maj. Hillerøds borgmester Kirsten Jensen klipper snoren.
Det årlige loppemarked Kr. Himmelfartsdag i Alsønderup er et sandt overflødighedshorn af gamle sager. I flere måneder har frivillige fra alle dele af lokalsamfundet i og omkring Alsønderup og Tulstrup kørt hele Nordsjælland tyndt efter salgbart "skrammel" - alt lige fra køkkenredskaber og elektronik over bøger og tøj til møbler og alt, hvad en husholdning ellers har brug for.
På selve dagen er 400 frivillige i sving, og mange andre har forud for dagen også givet et nap med i indsamling, sorteringen og afprøvningen af bl.a. brugte lamper og gamle plæneklippere - for selv om det er brugt, så skal det virke!
Loppemarkedet er dagens store omdrejningspunkt på Kr. Himmelfartsdag, men dagen rummer også masser af boder med mad og drikke, forskellige aktiviteter i år bl.a. bungee trampolin, cykeltaxi, fiskedam, tombola osv.
Dagen rundes af med et gigantisk bankospil med masser af kontante præmier fra klokken 19 - dørene til bankospillet åbnes allerede klokken 17.
Der er to indgange til området - borgmesterindgangen, hvor hele tre borgmestre i Hillerød tager imod. Det er nuværende borgmester Kirsten Jensen og hendes to partifæller Jens S. Jensen og Nick Hækkerup.
Ved præsteindgangen billetterer Alsønderup og Tjæreby Sognes stadig nye sognepræst Anja Worsøe Reiff sammen med de lokale FDF'ere.