Benjamin måtte vente et døgn på operation

Villabyerne kunne i slutningen af marts fortælle om 15-årige Louie Gregart, der på trods af voldsomme smerter måtte vente 10 timer på at blive opereret for en akut blindtarmsbetændelse på Herlev Hospital.

Nu viser det sig, at den sag langt fra er enestående. Villabyerne har hørt fra flere andre, der har haft nøjagtig samme oplevelse, faktisk endda værre.

Det grelleste eksempel, vi er blevet præsenteret for, handler om 8-årige Benjamin Brøndum.

Benjamin starter søndag den 4. december med at spille badminton i GBK. Det gør ondt i maven, men han gennemfører sin træning, for han elsker sporten, som han går til fire gange om ugen.

I løbet af eftermiddagen klager han gentagne gange til sin mor, Sarah Brøndum, over smerter. Han får lidt at spise og sover et par timer, men det bliver kun værre.

Vagtlægen på Gentofte Hospital er ikke i tvivl. Han mærker Benjamin på maven og stiller med det samme diagnosen akut blindtarmsbetændelse. Han beder de to om at tage til Herlev Hospital med det samme, hvor de ankommer kl. 18.11.

Kl. 19.39 bliver Benjamin indlagt på mistanken om akut blindtarmsbetændelse. Med besked på, at han nu skal faste. Han må ikke få noget smertestillende, for det kan sløre symptomerne.

Kl. 21.20 får han en trekantsis, men kaster den op med det samme. Sarah er ved at være rigtig bekymret for sin søn. Hun undrer sig over, at der ikke er nogen, der siger, hvor lang tid, der vil gå.

Kl. 22.12 kaster Benjamin op igen. Mor og søn får en urolig nat, for Benjamin vågner flere gange med voldsomme smerter og opkast i løbet af natten.

En kirurg kommer forbi Benjamins stue kl. 10.40 næste formiddag. Han bliver 4-5 gange afbrudt af en mobiltelefon, der ringer. Uprofessionelt, tænker Sarah, men siger ikke noget.

Da han endelig får tid til at snakke, siger kirurgen, at han ikke føler sig overbevist om, at det er en akut blindtarmsbetændelse. Måske det bare er forstoppelse, siger han.

Børnelægen er til gengæld ikke i tvivl. Hun konkluderer kl. 11.30, at Benjamin er 'meget suspekt for appendicitis acuta'.

Det begynder kirurgen nu også så småt at mene kl. 13.55. Han vil i hvert fald ikke udelukke det.

Benjamins tilstand bliver forværret i løbet af dagen, men først kl. 18.15 bliver han opereret, altså næsten på minuttet et døgn efter, han ankom til Herlev Hospital.

På det her tidspunkt har drengens blindtarm nået at sprænge, og der slipper bakterier ind i bughulen.

Herefter følger der fem dage med kraftig antibiotika-behandling, inden Benjamin, der på det her tidspunkt stadig døjer med diarré, bliver udskrevet den 10. december.

Efter hjemkomsten har det taget lang tid for Benjamin, der i dag er 9 år, at genoprette sin fysiske form, bl.a. var han først i stand til at spille badminton igen i februar.

Sarah Brøndum har bedt om at få Benjamins ni sider lange hospitalsjournal udleveret. Den har Villabyerne også modtaget en kopi af.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...