1. divisionsklub vil udvide stadion

Næstved Stadion kan i nær fremtid have tribuner på begge langsider. Foto: Alex Moreno

Næstved Stadion kan i nær fremtid have tribuner på begge langsider. Foto: Alex Moreno

Næstved Stadion skal have en sidetribune mere.

Sådan lyder ambitionen hos Næstved Boldklubs direktør, Peter Nielsen.

Og planerne for udvidelsen af 1. divisionsklubbens stadion er allerede godt på vej, oplyser Næstved-direktøren.

- Der er nødt til at ske en udvikling med vores stadion, hvis vi skal kunne rykke os yderligere som klub. Vi er nødt til at tænke i de baner. Så vi arbejder på højtryk for at få en tribune nummer to, fortæller Peter Nielsen.

Finansieringsplan klar efter sommerferien

Næstved Stadion, der blev indviet i 1944, er ejet af Næstved Kommune, men den sydsjællandske klub forventer ikke, at kommunen står klar med fuld finansiering af en ny tribune.

- Vi har fået stablet et projekt på benene, åbnet dialogen og nu er vi ved at få arbejdet en finansieringsmodel helt på plads, som så skal præsenteres for kommunen her efter sommerferien.

- Kommunen skal selvfølgelig være en del af projektet. Men for at der kan ske noget inden for en overskuelig fremtid, så er vi nødt til at være med i processen og se, om vi kan lave et projekt, som kommunen synes er interessant, hvor vi også spæder til økonomisk, lyder det fra Peter Nielsen.

Hvis Næstved Kommune og 1. divisionsklubben kan blive enige om en finansieringsmodel, så behøver der ikke gå lang tid, før den nye tribune står klar.

- Hvis planen er spændende og til at spise for kommunen, så kan vi hurtigt komme i gang. Den kan stå færdig på små fire måneder. For kommunen kan der dog jo godt være langt fra A til B i sådan en proces. Men vi gør alt for, at der kan blive truffet en beslutning hurtigst muligt, siger Næstved-direktøren.

Minimum seks millioner

Præcis hvilken type og størrelse tribune, der skal bygges på modsatte langside af den nuværende, er endnu ikke besluttet, men økonomien sætter sine begrænsninger.

- De billigste tribuner – hvor det er en fin tribune, man får – koster cirka seks millioner og op plus moms. Og så stiger det ellers deropad. Men det er det leje, vi sigter efter.

- Vi har selvfølgelig skævet til andre kommuner og stadions i forhold til, hvad de har gjort, og hvad det har kostet - vi behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken i Næstved. Men vi mangler cirka 1000 siddepladser, som kravet er lige nu, og det skulle vi gerne minimum op at ramme med en ny tribune, siger Peter Nielsen.

Indviet i 1944.

Næstved Stadion er blevet renoveret flere gange. I starten af 1960’erne blev tribunen med plads til 2.300 siddende tilskuere opført. I 2002 blev slaggebanen fjernet og fodboldbanen flyttet tættere på tribunen ligesom modsatte langside med ståpladser.

Kapaciteten er på 10.000 tilskuere, heraf 2.300 overdækkede siddepladser.

Tilskuerrekord: 20.315 tilskuere mod KB den 16. november 1980.

Stadionbanen passes og plejes af Groundsman Alex Moreno.

Næstved Kommune er ejer af Næstved Stadion.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...