Lørdag formiddag var der reception på Jægerbakken i Frederiksborg Slotshave i anledning af at Hillerød Bymuseum genåbnede i en tiltrængt moderniseret udgave.
Og det skal da straks siges, at det er noget af en ansigtsløftning det lokalhistoriske museum har gennemgået.
I dag fremtræder det interessant og spændende, et museum i tidens ånd.
Men det hele har kun kunne lade sig gøre på grund af de hundredevis af frivillige arbejdstimer der er lagt i ombygningen.
Det var byrådsmedlem Rikke Macholm (SF), formand for Børne- og familieudvalget, der holdt åbningstalen. Hun sagde blandt andet:
"Vi har ved ombygningen af Hillerød Bymuseum fået en spændende og anderledes historisk rejse igennem byens historie. Stueetagen er bygget op over fem temaer, slottet og jagten, magt, lov og straf, sygdom, død og sundhed, handel og håndværk og jernbane og industri", var de indledende ord fra Rikke Macholm, og hun fortsatte:
"Stueetagen er meget ændret og giver derved mulighed for nye oplevelser og nye måder at fordybe sig på. Tiden er løbet fra de lange tekstforklaringer og de små rum. Som noget nyt er der på 1. sal indrettet et børnenes plads hvor der må leges og godt røres ved tingene. Og så skal der fra kommunen lyde en stor tak til alle de frivillige, uden hvis hjælp udstillingen aldrig var blevet til noget".
Læg vejen forbi Hillerød Bymuseum på Jægerbakken og tag børnene med. Det er et besøg værd.