Fodbold: Den 9. april er for mange danskere dagen, hvor man mindes tyskernes invasion af Danmark tilbage i 1940, men for 19-årige Jannik Skov Hansen fra Holme-Olstrup vil datoen med garanti blive husket for noget andet.
Med 13 minutter tilbage af Brøndbys superligakamp mod HB Køge den 9. april kom den unge offensivspiller på banen til sin superligadebut. Men den positive udvikling stoppede ikke ved superligadebuten. Det blev også til en udtagelse til det danske U/19-landshold, hvor Jannik Skov Hansen gjorde en god figur og var en profil, da ungdomslandsholdet spillede to kampe mod Montenegro.
Den teknisk dygtige spiller, der trådte sine første fodboldsko i Næstved IF, er dog ikke kommet til tops uden problemer.
- Jeg gik på Brøndbys efterskole, da jeg blev skadet. Det hele gik lidt op i lort og lagkage for mig i den periode, så jeg var ligeglad med skolen, og jeg blev da også smidt ud af efterskolen, men det er blevet meget bedre med min seriøsitet, siger Jannik Skov Hansen blandt andet i et stort interview i mandagens udgave af Sjællandske.
