Da Høje-Taastrup Kommune i marts besluttede ikke at servere saftevand som standard på plejehjemmene affødte det mange stærke reaktioner hos såvel borgere samt politikere.
De landsdækkende mediers øjne skævede pludselig til den politiske beslutning i Høje-Taastrup, og både Ældre Sagen og Sundhedsstyrelsen tog sagen op, som også blev diskuteret flittigt i diverse podcast af blandt andet Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, Radio4 og fagforbundet Journalisten, der forholdt sig kritisk til Høje-Taastrup kommunes håndtering af sagen i deres podcast Budskab.
’Vi i Seniorrådet forstår ikke, at dette har fået lov til at vokse til en sag’, skriver Senior Nyt i deres leder, hvor de også begrunder hvorfor:
De skriver nemlig, at man har Bruger- og Pårørenderåd, hvor man kunne have drøftet sagen om saftevand for at tilgodese de forskellige interesser, ligesom Seniorrådet påpeger, at beboerne også burde have haft en vis indflydelse, da de jo selv betaler for mad og drikke.
Støtte til ide
De kommer også med et forslag. Nemlig indførelsen af et såkaldt plejehjemsråd.
’Kommunernes Landsforening og Dansk Ældreråd støtter ideen om at oprette plejehjemsråd, som udover beboere, pårørende og personale består af repræsentanter for kommunernes forenings- og erhvervsliv. Det ville have givet et mere robust råd, hvis medlemmer ikke forsvandt i takt med, at en beboer gik bort og vedkommendes pårørende efterfølgende forlod rådet’, skriver de.
Det fulde indlæg kan læses i denne uges Lokalavisen Taastrup.
I den forløbne uge har byrådet behandlet en et forslag fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF, der handler om fritsætning af plejehjemmene. Det kan du læse mere om i artiklen ’Efter saftevandssag - ønsker at plejehjem selv skal bestemme’ på sn.dk
Dansk Folkepartis ældreordfører Pia Kjærsgaard er blandt de politikere, der gik ind i debatten, hvor hun sagde, at ’saftevandsregel i Høje-Taastrup er uforsvarligt topmål af smålighed’.
Dette var byrådsmedlem Lars Prier - også fra Dansk Folkeparti - ikke enig i. Han mente nemlig ikke, at ’de ældre skulle tankes op med saft’.
Desuden har seniorrådet afholdt et møde med den daværende fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K), hvor de drøftede den manglende inddragelse, da man besluttede den nye saftevandsregel i kommunen.
Kom med din mening på Facebook-siden .
- På kommunens plejehjem havde både ledere og nogle medarbejdere undret sig over, at beboerne næsten som standard får serveret saftevand ved alle måltider, da det ikke er gængs praksis i hjemmeplejen, som hjælper borgere i eget hjem. Jeg har drøftet emnet med områdelederen, som igen har vendt spørgsmålet med de daglige ledere og diætisterne. Diætisterne og køkkenet har beregnet, at det gennemsnitlige forbrug på saftevand per beboer var ca. 750 ml. om dagen, fortæller centerchef Charlotte Kaaber, Sundheds- og Omsorgscenter, Høje-Taastrup Kommune.