Roskilde: Kulturstyrelsen har givet Roskilde Kloster tilsagn om støtte på 350.000 kroner til renovering af klostrets gamle mur. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
En komplet renovering vil løbe op i halvanden millioner kroner, og derfor kommer styrelsen store økonomiske støtte som sendt fra himlen.
- Det er et rigtig stort beløb, som vi taler om her. Det er et stort og dyrt projekt at renovere hele muren, så det er selvfølgelig meget glædeligt, at vi nu får stillet så mange penge i udsigt, siger klosterforvalter Søren Lyder Jacobsen.
I begyndelsen af året etablerede en række borgere i Roskilde nemlig en støttegruppe, hvis opgave var at rejse midler til en total renovering af klostrets mur. Private personer kan således sponsorere en mursten ved at indbetale 50 kroner, og indtil videre har interessen været overvældende. I øjeblikket har privatpersoner købt sten for 20.000 kroner, og det fremgår af støttegruppens hjemmeside, at der på nuværende tidspunkt er samlet omkring 200.000 kroner sammen. Og den store interesse fra folk i Roskilde vækker stor glæde hos klosterforvalteren.
- Det vækker virkelig hjertevarme. Det er virkelig en fryd at konstatere, at så mange mennesker i Roskilde synes, at klostret og dets mur er værd at bevare, siger Søren Lyder Jacobsen.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde tirsdag.