Når HIK’s bestyrelsesformand Søren Smedegaard bevæger sig rundt i klubhuset på Hartmannsvej eller ses på grusbanerne med en ketcher i hånden, så ved han godt, at han vil blive stoppet af mindst ét af klubbens medlemmer, der liige skal høre. Det er det samme, de alle spørger om.
Er der noget nyt med tennishallen?
Det har været det helt store samtaleemne i HIK, siden et kraftigt stormvejr forrige vinter ødelagde den oppustelige boblehal, der ellers havde sørget for to ekstra indendørs baner i det kølige danske vinterhalvår.
“Vi mistede 20 procent af vores indendørs kapacitet, og det har selvfølgelig været katastrofalt for os, for vi har måttet skuffe en del medlemmer i både junior- og senior-regi,” siger Søren Smedegaard.
Han blev selv ringet op midt i den stormfulde nat, da der kom vind ind under boblehallen, så den løsnede sig. Forgæves prøvede de med alle kræfter og 15 sæt hænder at holde den fast, indtil den faldt helt sammen.
I stedet for at investere i en ny boblehal, har klubben besluttet at opføre en permanent tennishal.
“Boblehallen var ikke særlig smuk at se på, og der var heller ikke ideelle forhold at spille under, for pladsen var lidt trang. Så vi fik idéen om at lave en fast hal, og vi har nu fået tegnet en hal, der passer fuldstændig ind i omgivelserne og Arne Jacobsens gamle hal,” siger bestyrelsesformanden.
Den nye hal
Den nye tennishal bliver en ren træningshal. Restaurant og omklædning findes i de eksisterende haller, som det er planen, at den nye bygning bliver integreret med, så man kan gå imellem dem uden at skulle udenfor.
Hallen bygges nemlig i forlængelse af den seneste hal, som HIK fik opført i 1980’erne. Det bliver der, hvor der nu er to blå-grønne hardcourt-baner - samme sted, som boblehallen stod.
Dermed forsvinder to udendørsbaner, mens man får to nye indendørsbaner, som der i alt bliver 10 af.
Det er tiltrængt, for kapaciteten er altså presset i den vintersæson, der varer over et halvt år i det danske klima.
“Det bliver alle kategorier af tennisspillere og aktiviteter i HIK, som får glæde af den hal. Det vil virkelig løfte os,” siger Søren Smedegaard.
Koster 15 millioner
I juni måned ventes kommunalbestyrelsen at godkende en indstilling om at sende et lokalplanforslag i høring. Der kræves en ny lokalplan for at bygge en permanent hal.
Projektet har allerede været i en indledende nabohøring, hvor der ifølge HIK-bestyrelsesformanden blev taget godt imod byggeplanerne.
“Den nye hal giver også den fordel for naboerne, at der ikke er nogen støj. Før larmede det meget både indenfor og uden for boblehallen. Hallen har også fået en skrå afslutning ind mod naboerne for at minimere skyggegener. Der har været en positiv dialog hele vejen rundt,” forklarer han.
Efter høringsperioden skal lokalplanen godkendes, og HIK skal have en byggetilladelse. Sideløbende er klubben i gang med budgetlægning og indhentning af tilbud. Det foreløbige budget til den nye tennishal er på 12-15 millioner kroner, et stort beløb for klubben alene.
“Hvis vi selv skal finansiere det hele, så skal vi virkelig stramme ballerne, så vi håber på hjælp fra fonde og fra kommunen,” siger Søren Smedegaard.
Han forventer ikke at se nogen spade blive stukket i jorden allerede i år. Håbet er, at hallen står færdig i efteråret 2024, men han tør ikke love, at det bliver allerede den 15. september, hvor indendørssæsonen traditionelt starter.



