Hillerød: Der vil fortsat være fredagscafeer, bordfodboldturneringer og masser af gang i den på HF & VUC Nordsjælland, selvom kommunen i denne tid overvejer at etablere et sundhedscenter i bygningen på Milnersvej 40. Det lover forstander for uddannelsesinstitutionen Lone Tonnesen, som blev noget overrasket over at læse nyheden om sundhedscenteret i tirsdagens Frederiksborg Amts Avis.
- Jeg vil gerne sende et klart signal til vores nuværende kursister og til de unge, der overvejer at søge os i fremtiden: Der bliver ikke lavet om på vores studiemiljø her på stedet. Det vil bestå for fuld udblæsning, siger Lone Tonnesen.
Hun er imod forslaget om at etablere sundhedscenter på Milnersvej 40 i stedet for at bygge en nyt center op fra grunden ved FrederiksborgCentret.
- Et sundhedscenter passer dårligt til miljøet her. På HF & VUC har vi 600 unge mennesker i alderen 18 til 25 år, som kommer her dagligt. Selvom det hedder et voksenuddannelsescenter, er det unge voksne, der er tale om, med et ungt studiemiljø til følge. De vil have fredagscafeer, bordfodbold og gang i den, og det rimer ikke med ældre, svagelige mennesker. Forslaget vil ikke være til glæde for nogen af parterne, mener Lone Tonnesen.
