SORØ: Liv i Stenlille har nu offentliggjort de navne, der skal optræde, når der til sommer er Stenlille Festival den 2. juni.
Sussi og Leo er formentlig det mest kendte navn på plakaten.
De to nordjyder vil spille i Stenlille til sommer.
Det samme vil Tom Duke Box, der var i Stenlille så sent som i januar til den store halfest, som Liv i Stenlille altid arrangerer. Tom Duke Box er vitterligt en levende jukebox, og publikum plejer at kunne bestille hits fra en alenlang sætliste, som han kan udenad.
Hvide Løgne er også et band, som har spillet i Stenlille mange gange, og det gør de igen på dette års festival.
John Mogensens sange vil være at høre på Banevænget, da Johns Guld fra Ringsted kommer og spiller.
Diverse rockklassikere vil blive luftet af Highway Jam, mens den unge musik bliver repræsenteret ved Puls.
Arrangørerne udtrykker særlig glæde ved at have hyret underholdningsorkesteret The Powls i år. The Powls har i mange år spillet på Skanderborg Festival og har været på ønskelisten i Stenlille. Og nu er aftalen altså kommet i hus.
Læs mere i DAGBLADET Ringsted og Sjællandske
