To brødre fra Hillerød på 21 og 25 år blev mandag eftermiddag varetægtsfængslet, efter de har oprettet falske annoncer på Den Blå Avis med salg af iPhones og iPads. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
22 gange tog de penge fra folk, der henvendte sig om annoncerne i den tro, at de så ville modtage en iPhone eller iPad med posten. Men selvom de to brødre tog imod pengene, sendte de ingen mobiler eller tabletcomputere afsted. Det kvitterede Retten i Hillerød i første omgang med en længere varetægtsfængsling frem til den 30. marts.
- De er blevet sigtet og varetægtsfængslet for 22 forhold om bedrageri, alle efter den samme model med annoncer på Den Blå Avis. Men da de begge er under efterforskning, kan jeg ikke udtale mig om hvilken strafudmåling, vi går efter, siger anklagefuldmægtig ved Nordsjællands Politi, Michala Christgau til Frederiksborg Amts Avis.
Den yngste mand har en dom om ligeartet kriminalitet fra den 5. december i baggagen i forvejen.
