"I bliver lukket ind i grupper af 10 hvert femte minut".
Rudersdals borgmester Erik Fabrin udfordrede for en kort stund tålmodigheden hos de over 2000 mennesker, som lørdag morgen var mødt frem til åbningen af den nye Føtex i Birkerød.
Men det var heldigvis bare en spøg fra borgmesterens side, og sekunder efter kunne han klippe snoren til Birkerøds spritnye varehus og lade de første mange kunder haste ind i butikken, hvor det især var slagtilbud på computere, fjernsyn og kameraer, der lokkede.
Det gjaldt blandt andet de tre forreste, som havde stået klar foran indgangen siden klokken 04.15 lørdag morgen:
"Jeg bor på Vesterbro men kører bus i Birkerød, hvor jeg har fulgt byggeriet, og nu skal jeg ind og have en fladskærms-tv," fortalte Irfan, der stod allerforrest i køen, der i minutterne op til åbningen klokken 7 nåede hele vejen ned forbi Majpladsen - 500 meter fra Føtex-indgangen.
Det nye varehus er Føtex nummer 35 på Sjælland, og en række af regionens øvrige varehuse havde udlånt personale til at assistere ved åbningen, som forventes at trække op mod 8000 mennesker til butikken i løbet af lørdagen.
Blandt Føtex-folkene var også en række chefer, blandt andet regionschef Jørgen Sørensen, som selvsagt glædede sig over det store fremmøde:
"Der er 240 p-pladser, men lige nu kunne jeg godt bruge det dobbelte antal, for der kommer rigtig mange kunder fra oplandet, og det glæder mig," sagde regionschefen.