Gry Kruuse har købt af tandlæge Lene Marquardsen, der går på pension. Lene Marquardsen har haft klinikken i 44 år. De seneste 11 år sammen med Sabine Lauge Olsen.
- Jeg er opvokset i Solrød og gik på Munkekærskolen, så det er som at komme hjem, at jeg nu skal have tandlægeklinik i Havdrup, fortæller Gry Kruuse, som overtager klinikken den 1. juni, hvor Lene Marquardsen stopper.
- Jeg har længe haft lyst til at blive selvstændig erhvervsdrivende, og nu hvor mine drenge er blevet otte og 10 år, så synes jeg, at det er tid til, at jeg kan tage skridtet videre og få egen klinik. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Sabine Lauge Olsen og til at være med til at sætte præg på klinikken, siger Gry Kruuse.
Gry Kruuse lægger ikke skjul på, at det helt klart har været et mål, at det skulle være en klinik i Solrød Kommune, når hun skulle være selvstændig erhvervsdrivende.
- Det er kombinationen, hvor du både har børn og voksne patienter, som tiltaler mig. Desuden har jeg faktisk også arbejdet i en tandklinik i Solrød, før jeg blev uddannet tandlæge. Jeg valgte nemlig først at blive uddannet tandplejer, og der var min første praktikplads i Solrød. Jeg fik så meget smag for arbejdet i en tandklinik, at jeg valgte at læse til tandlæge, hvor det er gået slag i slag og i 2012 var sig så færdiguddannet, fortæller hun.
Gry Kruuse, som privat bor i byen Fløng i Høje-Taastrup Kommune, har været uddannet tandlæge i 11 år, og hun har både arbejdet på privat klinik med voksne patienter, i kommunalt regi og har kendskab til alle aspekter af faget. Blandt andet har hun også været i skoletandplejen på Charlotteskolen i Hedehusene. Så hun har erfaring med at have både børn og voksne som patienter.
Foruden de to tandlæger, som ejer Tandlægehuset i Havdrup, så er der også ansat fire klinikassistenter og en tandplejer.

