Fort får ny bygning og restaurant

Mosede Fort har nu samlet 71 millioner kroner til at udvide og udvikle museet, så besøgende får en museumsoplevelse i topklasse.

Greve Kommunes internationale museum, Mosede Fort 1914-18, har nu fået donationer og bevillinger på i alt 71 millioner kroner til at bygge en ny museumsbygning, hvor der også skal være restaurant.

Mandag aften bevilligede byrådet de resterende syv og en halv millioner kroner til Mosede Fort, og dermed er planerne om at gøre museet til en helstøbt oplevelse fuldt finansierede efter et års intenst arbejde med at søge fondsbevillinger.

- Det er en stor dag for os i Greve, og i byrådet har vi med glæde bevilliget de sidste penge til at udvide museet. Med en ny museumsbygning får vi mulighed for at tage endnu bedre imod besøgende til Mosede Fort, vi kan fortælle historien om livet under 1. Verdenskrig endnu bedre, og vi kan endda sørge for, at der igen kommer en restaurant på fortet, siger borgmester Pernille Beckmann.

Museum Mosede Fort 1914-18 blev indviet for ni år siden, hvor besøgende fra nær og fjern for første gang kunne komme helt tæt på historien om, hvordan livet var i Danmark, mens 1. Verdenskrig rasede.

Med udvidelsen forventer Greve Kommune at besøgstallet på Mosede Fort vil stige fra 12.000 til 30.000 gæster årligt. Greve Kommune vil nu afholde en arkitektkonkurrence, og målet er, at den nye museumsbygning skal åbne i 2027.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...