Borup: Tirsdag den 14. februar klokken 14 er der foredrag med billeder ved den anerkendte foredragsholder Verner Jensen. Foredraget finder sted i Aktivitetshuset, Møllevej 11, 4140 Borup og er en en eventyrlig rejse i de store ekspeditioners fodspor.
Med et 2000 tons stort, tungt, russisk ishavsskib sejlede Verner Jensen i 2003 rundt på et usædvanligt krydstogt ved Nordøstgrønlands kyst.
Verner Jensen er bidt af både Grønland og af diverse polarforskeres overmenneskelige indsatser, og sammen med 42 andre "lidelsesfæller" fik de i 2003 mulighed for at virkeliggøre en livslang drøm med denne rejse til et svært tilgængeligt område i verdens største nationalpark. Turen startede på Svalbard og sluttede på Island.
Verner Jensen har således besøgt mange af de steder han fortæller om, men som vi andre kun kender af navn bl.a. Danmarkshavn, Hvalrosodden, Shannon øen, Daneborg, Ella Ø, Scoresbysund og meget mere.
Disse steder vil Verner Jensen fortælle om og om nogle af alle de kendte personer, hvis navne knytter sig til stederne f.eks. Mylius Eriksen, Einar Mikkelsen, Knud Rasmussen og Peter Freuchen, men også nulevende personer som Jørn Riel og Kronprins Frederik, som netop benyttede nogle af de hytter på Sirius 2000 turen, som Verner Jensens ekspedition også besøgte.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang, men kaffe og te med hjemmebagt kage koster 25 kroner.
Foredraget er arrangeret af Ældre hjælper Ældre.
