Annaborg er et oplagt sted at placere Nordstenskulptur

Børge Jensen, formand, Hillerød Kunstforening

Bestyrelsen for Hillerød Kunstforening har med interesse fulgt debatten om en fremtidig placering af Gunnar Aagaard Andersens Nordsten-skulptur. Vi har også et forslag:

Kunstforeningen har siden 2010 fået stillet den fredede ejendom Annaborg til rådighed af Hillerød Kommune som udstillingshus, og herfra udvikles ideer til glæde for den lokale befolkning og besøgende i byen. Annaborgs placering lige ved Frederiksborg Slots parkeringsplads gør, at nutidskunsten er meget synlig i samspil med den nationalhistoriske kunst.

De grønne områder omkring Annaborg og Frederiksborg kalder på skulpturer. Kunstforeningen har allerede fået deponeret tre skulpturelle værker af Helge Holmskov og arbejder på at få et fjerde, og med Aagaard Andersens lokale skulptur med i billedet vil vi have skabt begyndelsen til en præsentation af dansk billedhuggerkunst fra sidste halvdel af 1900-årene.

Annaborg ligger lige ud til Frederiksværksgades begyndelse. Udfaldsvejen er livligt trafikeret, og Kunstforeningen holder åbent året rundt med skiftende månedlange udstillinger.

Besøgstallet har forlængst rundet de 15.000, og Annaborg er blevet placeret i folks bevidsthed, også gennem samarbejdet med Slotsbio, Frederiksborg Sognegård og Frederiksborg Slot i netværket Byens Hjerte. De fire aktive kulturhuse bakker hinanden op og samordner arrangementer tematisk, så vi spænder over kunst, film, foredrag og musik. Hillerød Kommunes årlige kulturpris uddeles i Annaborg i forbindelse med Hillerød Kunstdage, og netværket er også aktivt i den årlige kulturnat.

Vi mener derfor, at Annaborgs grønne plæne - eller Amtsmandshavens plæne lige overfor, hvor Mogens Bøggilds skulptur til erindring om besættelsesårene allerede står - vil være et oplagt sted at ny-placere Nordsten-skulpturen. Ligesom Hostrup-stenen af Skovgaard er flyttet til området mellem Annaborg og slottet, vil Aagaard Andersens værk kunne få den optimale placering i Hillerøds nye kunstcentrum.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...