Debat: Tusind tak til Næstved Byråd for middelalderfestivalen Næstveds Søjler

Arrangøren vurderer, at mellem 12.000 og 15.000 mennesker fandt vej i løbet af festivalens tre dage.

Arrangøren vurderer, at mellem 12.000 og 15.000 mennesker fandt vej i løbet af festivalens tre dage.

På vegne af bestyrelsen for Historiske Festivaler i Næstved, men især på vegne af de mange tusinde, der valgte at lægge vejen forbi weekendens middelalderfestival, der fandt sted i den gamle del af købstaden, skal hermed lyde en stor tak for den støtte, som byrådet har bevilget til eventet, som er essentielt for at det kan lade sig gøre at arrangere så mange aktiviteter over flere dage uden hverken entré eller betaling for de mange besøgende. Som borgmesteren sagde sin åbningstale, er det byrådets gave til kommunens borgere og besøgende udefra.

Det er tredje år, at festivalen løb af stablen, og det skønnes, at der var 5-600 skoleelever fra de mindste klasser, der brugte fredagen på formidling af Næstveds historie og kulturarv. Dertil kommer et besøgstal i omegnen af 12-15.000 personer fordelt over alle dagene – godt hjulpet af det fantastiske sommervejr.

Ud over den populære ridderturnering var der mange spændende aktiviteter med optog ledet af Avantgarden, middelalderfortællinger, rollespil, foredrag, byvandringer, gøglere, koncerter, handelsboder leveret af de mange dygtige aktører af såvel ”egen avl” som udefrakommende – en stor tak for jeres engagement og indlevelse, så oplevelsen blev til den perfekte, historiske kulisse.

Middelalderfestivalen er også en gave til detailhandlen og i særdeleshed de mange caféer og restauranter i bymidten, hvor det også vrimlede med folk. Hele byen summede – og det uden at trække folk væk fra de andre arrangementer i weekenden som for eksempel Cirkus Baldoni i Rådmandshaven, Gavnøs Autojumble om søndagen med mere. Der var mange mennesker alle vegne og plads til de mange forskellige tilbud. Det viser, at Næstved er Sydsjællands handels- og kulturcentrum og en perle for både egne borgere og turister.

Stor tak for i år – og på gensyn i 2024!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...