Det er ikke kun på landsplan, at Liberal Alliance oplever medvind. I Hørsholm har partiet netop afholdt generalforsamling, hvor partiet over det seneste år har oplevet at få en pæn medlemsfremgang på 20 procent.
Dermed kan LA nu mønstre 89 medlemmer i Hørsholm, og den lokale partiformand Jes Holm kunne mærke medlemsfremgangen på fremmødet ved generalforsamlingen.
- Det er det største fremmøde på en generalforsamling nogensinde i LA Hørsholms historie, og det var en fornøjelse at hilse på alle de nye medlemmer. Og virkelig glædeligt at liberale borgere i alle aldre - også de unge - har lyst til at engagere sig i lokal politik, siger Jes Holm.
LA har også et godt tag i de helt unge, som slet ikke har stemmeret endnu. Det viste efterårets Skolevalg i Hørsholm, hvor 44,31 procent af de unges stemmer blev sat ved liste I.
Udvidet bestyrelse
For første gang i LA Hørsholms historie var der også flere, der stillede op til partiets bestyrelse end der var pladser til. Det betød, at partiets bestyrelse nu er udvidet fra fem til ni medlemmer - og tæller hele syv nye navne. Et enkelt medlem fik dog ikke sit ønske om en bestyrelsesplads opfyldt.
- Kampvalg kan man nok ikke kalde det, men det var dejligt at høre, hvor meget de brænder for at gøre en liberal forskel i Hørsholm. Vi har fået nogle virkelig kompetente bestyrelsesmedlemmer, lyder det fra Jakob Nybo, næstformand LA Hørsholm.
Ny lokalpolitik
Den nye LA-bestyrelse er straks trukket i arbejdstøjet, meddeler formand Jes Holm.
- Vi er gået i gang med en helt frisk liberal lokalpolitik for Hørsholm. Vi har fjernet den gamle politik fra vores hjemmeside, mens vi de næste måneder arbejder på den nye, som vi glæder os meget til at præsentere for vores medborgere, oplyser han.
De nye i partiets bestyrelse er: Lisa Walther Holm, Bent Christensen, Lennart Østergaard, Mikhail Hansen, Maria Dahl, Katrine Klint og Jonas Gudjonsson. Dertil kommer formand Jes Weinreich Holm og næstformand Jakob Nybo.