FAKTA: Forsvunden ubåd kan have fem personer om bord

Mini-ubåden "Titan" kan dykke ned til 4000 meter. Den har kapacitet til fem personer i 96 timer.

Mini-ubåden "Titan" kan dykke ned til 4000 meter. Den har kapacitet til fem personer i 96 timer.

Siden søndag morgen lokal tid i den amerikanske by Boston har en ubåd været forsvundet i Nordatlanten.

Cirka en time og 45 minutter efter nedstigningen mistede den kontakt med overfladen. Den var på vej mod skibsvraget "Titanic".

Siden har eftersøgningen været intens, for tid er afgørende for de ombordværendes overlevelse.

Bliv klogere på ubåden her:

* Teknisk set er "Titan" en mini-ubåd. Den kan udforske dybhavet ligesom almindelige ubåde, men er mere begrænset i sine bevægelser. Den kan heller ikke blive under vand lige så længe.

* Den kan dykke ned til 4000 meter.

* Den bruges til at foretage inspektioner, research og dataindsamling, film- og medieproduktion samt dybhavstest af hardware og software.

* Ubåden har kapacitet til at have fem personer om bord i 96 timer.

* Fartøjet er 6,7 meter langt og 2,8 meter højt.

* Ubåden har en vægt på 10,4 ton og kan have en last på 685 kilo.

* Den kan sejle tre knob, hvilket svarer til omkring 5,6 kilometer i timen.

* Virksomheden bag "Titan", OceanGate, er stiftet af forretningsmanden Stockton Rush i 2009.

* OceanGate arrangerer blandt andet ture ned til det berømte skibsvrag efter "Titanic". Det koster 250.000 dollar - svarende til 1,7 millioner kroner - for en plads på turen.

* OceanGate oplyser selv, at de har gennemført 14 ekspeditioner og over 200 dyk i Stillehavet, Atlanterhavet og Den Mexicanske Golf.

* Ekspeditionen til "Titanic" har til formål at udføre videnskabelige og teknologiske undersøgelser af vraget og dets tilstand. Det drejer sig blandt andet om at dokumentere flora og fauna omkring vraget og forandringer i havmiljøet på stedet.

* Ifølge OceanGate har "kvalificerede opdagelsesrejsende" mulighed for at deltage i ekspeditionen som såkaldte "mission specialist-besætningsmedlemmer".

* Ekspeditionerne til "Titanic" begyndte i 2021, men det fremgår ikke af OceanGates hjemmeside, hvor mange ture der er foretaget.

* Fra sommeren 2023 og frem er der ifølge OceanGate planlagt 18 ekspeditioner til "Titanic".

Kilder: OceanGate, nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...