Guldborgsund Kommunes Byråd vil gøre Lolland-Falster til en international kunstdestination, og derfor har politikerne bevilget 1.050.000 kroner til den nye museumsinstitution Art Barns samt afsat 19 millioner kroner i budgetforhandlingerne 2025-2028.
Art Barns vil bringe verdensstjerner inden for samtidskunsten til Lolland og Falster og give nyt liv til øernes unikke kulturhistoriske bygningsarv med en permanent samling af kunstværker i helt store formater. Med støtten er de første tre projekter i Guldborgsund Kommune på vej til at blive en realitet, og organisationen bag skal have den nødvendige restfinansiering på plads inden årets udgang med hjælp fra staten og fonde.
- Med godkendelsen af disse tilskud sætter vi skub i realiseringen af de første Art Barns-projekter i Guldborgsund Kommune. Det er både en investering i vores lokale kulturarv og kulturliv og en investering i kulturturisme i Guldborgsund. Art Barns skaber synergi med eksisterende kultur- og fritidsaktiviteter i kommunen og er med til at understøtte udviklingen af vores landdistrikter med gode rammer for erhverv og turisme. Ved at gentænke brugen af kunst- og bygningsværker skaber Art Barns store oplevelser i spændingsfeltet mellem samtidskunst og historisk arkitektur, mellem nutid og fortid, mellem globalisering og lokal kulturarv, og vi ser frem til at følge udviklingen af projekterne, siger udvalgsformand for Landdistrikter, Kultur og Fritid, Ole K. Larsen (V).
- Vi takker Guldborgsund Kommune for deres helt afgørende beslutning og tillid til Art Barns. Sammen udvikler vi ikke alene en nyskabende museumsinstitution, men en helt ny turismemulighed og et grundlag for – med hjælp fra borgere på tværs af øerne – at sikre en langsigtet positiv udvikling på Lolland-Falster og et kulturtilbud til glæde og gavn for mange mennesker, siger direktør for Art Barns, Christoffer Hauglund Faurschou.
I første omgang udbetaler kommunen 1.050.000 kroner ud af et allerede bevilget beløb til Art Barns, som der pt. resterer 1.638.000 kroner af. De yderligere 19 millioner kroner, der nu er afsat i budgetforhandlingerne 2025-2028, udbetaler Guldborgsund i takt med udviklingen, når restfinansieringen er på plads.
Midlerne vil blive brugt til anlæg af de første tre Art Barns i kommunen på henholdsvis Fuglsang Herregaard, Vennerslund Gods og i Bønnelyches Pakhus i Nysted.
Resten af året skal bruges på at nå i mål med den samlede finansiering med hjælp fra staten og fonde: