Der bliver mulighed for at se nogle af Danmarks bedste spillere, når DM-turneringen i kajakpolo kommer til Vordingborg. Det sker 3.-4. juni, hvor der over to dage spilles i samtlige rækker fra hygge til elite.
- Det er første gang, vi får danmarksturneringen til Vordingborg. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har puljet frivillige kræfter fra tre klubber. Vi regner med en gennemstrømning af 200-300 spillere i løbet af weekenden, fortæller Jens Christian Børsmose fra Vordingborg Ro- og Kajakklub.
Han håber på en masse tilskuere foruden alle de frivillige.
- Det er så stort et setup, at man ikke kan gøre det alene. Der er en masse detaljer, der skal være på plads. Uden kajakpolospillere med mange års erfaring ville de detaljer falde ud, forklarer han.
Tilskuervenlig sport
Danmarksturneringen spilles i fem runder hen over sommeren med nogenlunde ligelig fordeling mellem Jylland og Sjælland. Silkeborg, Skovshoved og Dragør har ifølge Jens Christian Børsmose de bedste rammer, men i den indre del af Nordhavnen kan man på grund af gode vand-, dommer og tilskuerforhold også være med.
Der bliver lagt to baner ud ved “det sorte pakhus“, hvor tilskuerne fra kajen kan følge med i den tempofyldte blanding af vandpolo og basket.
- Kajakpolo er en nem sport at forstå som tilskuer - især hvis man har lidt forståelse for basket. Banestørrelserne er også næsten identiske, forklarer Jens Christian Børsmose om sporten, der oprindeligt blev opfundet i England og spillet siddende på trætønder.
- Jeg tror, at det må have været nogle englændere i en brandert, griner han.
I dag er sporten mere strømlinet. Kampene tager to gange ti minutter, og de korte kajakker på maksimalt tre meter er nemme at manøvrere. Bolden er en vandpolobold, der kastes med hånden eller pagajen. Målene på én gange halvanden meter sidder i to meters højde.
- Vi får en kran ned, så vi kan filme spillet fra oven. Oppefra kan man se, hvordan kajakkerne flytter sig i forhold til hinanden og danner formationer. Man kan se, hvordan spillerne laver aftaler med hinanden, så det pludselig rykker, forklarer Jens Christian Børsmose.
Flere landsholdsspillere
Stævnet varer lørdag og søndag fra klokken 8.30 til cirka 16. Vil man se de bedste hold i ligaen - Skovshoved mod Silkeborg - skal man være på kajen lørdag klokken 8.30. De tre arrangerende klubber - Næstved Kajak- og Canoklub, Stege Roklub og Vordingborg Ro- og Kajakklub - har også hold med på vandet.
- Blandt de lokale spillere er flere udtaget til U18-landsholdet. Vi har i Vordingborg tre inde på U18, én i bruttotruppen og en, der er udtaget til U16, forklarer Jens Christian Børsmose.
Det er også er ved at lykkes at stable et damehold på benene. De får landsholdsspiller Anna Thorslund som træner, og der er fundet udstyr og kørsel til dem. De skal bare lige vente på, at de sidste kommer hjem fra efterskole. Tre af dem er fundet via Brøderup Efterskole, der som en af de få efterskoler udbyder kajakpolo.
- Brøderup Efterskole har været gode til at generere spillere til os, og vi har været gode til at generere elever til dem. Flere af vores spillere havde ikke en sport i forvejen. Hvis man lader de små sportsgrene komme ud, kan man samle nogle af dem op, der har haft nederlag i andre sportsgrene, siger Jens Christian Børsmose.


- Det engelske kano- og kajakforbund foreslog omkring 1880 et kajakpolospil på trætønder med pagajer. Tønderne var så ustabile, at der sjældent blev scoret mål.
- Tyskland fik i 1920'erne som den første nation et registreret kajakpolospil. Både mål og baner var større end i dag. I Holland begyndte man at gøre banerne mindre og bruge bolde og mål fra vandpolo. Dermed kom spillet til at ligne det, man kender i dag.
- Sporten bredte sig, og i 1980’erne besluttede det internationale kano- og kajakforbund at samle de forskellige landes regler i ét sæt. Det blev første gang anvendt i 1987 ved et internationalt stævne, hvor kajakpolo var med som demonstrationssport.