Klar til EM: Se Danmarks kampe på storskærm

Alt er på spil, når Herrelandsholdet spiller tre ultravigtige landskampe i juni.

Der er fodboldfest og storskærmsvisning i Kgs. Lyngby, når landsholdet spiller EM.

Der er fodboldfest og storskærmsvisning i Kgs. Lyngby, når landsholdet spiller EM.

Foto: Pressefoto

”Vi ska' ha' guldet tilbage, de har lånt vores pokal siden '92…”, sådan lyder starten af omkvædet til Danmarks officielle sang til EM i fodbold af Malte Ebert.

Forhåbentlig står Danmark med guldet og pokalen igen i år, og nu kan man være med til at heppe på landsholdet i Kongens Lyngby, når Lyngby-Taarbæk Kommune viser Danmarks tre indledende kampe den 16., 20. og 25. juni på storskærm i Kanalvejsparken bag Lyngby Storcenter.

I forbindelse med Danmarks første kamp søndag den 16. juni er der arrangeret en stor fodboldfest på Klampenborgvej. Her kan familier deltage i forskellige fodboldaktiviteter lige fra bordfodbold til Pannabane, der er også mulighed for at male fanskilte og få ansigtsmaling som opvarmning til kampen.

I Kanalvejsparken er der arrangeret en fodboldkamp mellem lokalpolitikere og Lyngby fodboldlegender, hvor man blandt andre kan se Klaus Berggreen og John Helt pudse fodboldformen af på banen.

Lundtofte Boldklub afholder minifodboldturnering for årgang 2010 og 2016, hvor Musikskolen varmer op til kampen med deres slaginstrument-hold forinden.

Den lokale duo Martin Janzen og Michael Sonne spiller op til fællessang med fodboldsange på repertoiret og sørger for, at alle kan ”skråle” med.

Her kan du se Danmarks kampe

16. juni kl. 18.00 – Danmark /Slovenien – Opvarmning og fodboldfest fra kl. 12.00

20. juni kl. 18.00 – Danmark / England – Opvarmning fra kl. 16.30

25. juni. Kl. 21.00 – Danmark / Serbien – Opvarmning fra kl. 19.00

Bliver man sulten undervejs kan man ligge vejen forbi lokale madboder i Kanalvejsparken. Man er velkommen til at medbringe festivalstole og tæpper til at sidde på græsset foran skærmen.

Det er Lyngby-Taarbæk Kommunes Byliv og Kultur Pulje der står bag storstorskærmsvisningerne og fodboldfesten. Fanzone og opvarmningsaktiviteter den 16. juni sker i samarbejde med Lyngby Boldklub, Lundtofte Boldklub og Handelsforeningen Kongens Lyngby.

Læs mere om hele fodboldfesten på Visitlyngby.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...