Danskerne har mere end én gang stemt "nej tak", når de danske politikere har bedt om opbakning til at blive mere integreret i EU-samarbejdet. Men det betyder ikke, at danskerne er EU-skeptiske.
I en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Sjællandske Nyheder i forbindelse med europaparlamentsvalget på søndag, svarer et klart flertal af de adspurgte - 68,3 procent - at EU-medlemskabet er en fordel for Danmark.

Det er en markant udvikling i forhold til tidligere, hvor der var en bred folkelig modstand mod EU, og op imod hver fjerde vælger stemte på partier som Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen.
Sådan lyder det fra Jacob Torfing, demokrati-forsker og professor i politik og institutioner på Roskilde Universitet (RUC).
- Tidligere var partierne på venstrefløjen skeptiske over for EF's og siden EU's indre marked og hvad det skulle føre til. SF var imod, mens Enhedslisten var en del af Folkebevægelsen mod EU. I dag har både SF og Enhedslisten ændret holdning. Enhedslisten er måske stadig skeptiske, men ser også fordele ved samarbejdet. Og det holdningsskift har sat sig i deres vælgere, siger Jacob Torfing.
Partierne på venstrefløjen ser i dag EU som et sted, hvor de kan kæmpe for velfærd - eksempelvis øremærket barsel til fædre - og samtidig få gjort noget ved klima-problemerne.
Frygter EU-stat
EU-modstanden er i dag mest udtalt på højrefløjen, hvor EU ses som en trussel mod nationalstaten. Historisk set har højrefløjen dog ikke haft noget decideret modstander-parti, før Dansk Folkepartis indtog dansk politik.
Men her har tre forhold fået - i hvert fald - nogle af deres vælgere til at se mere lyst på EU.
Vi går tæt på sjællændernes holdninger til EU
Analyseinstituttet Voxmeter har for Sjællandske Nyheder undersøgt et repræsentativt udsnit af befolkningens holdning til en række EU-relaterede spørgsmål.
Formålet med undersøgelsen har været at afdække befolkningens holdning til konkrete, nære og vedkommende EU-relaterede problemstillinger forud for Europa-Parlamentsvalget den 9. juni.
Dataindsamlingen er gennemført i perioden fra den 15. maj 2024 til den 22. maj 2024.
I 2016 meldte Storbritannien sig ud af EU. Og konsekvenserne i form af dårlig britisk økonomi, der har fået flere briter til at drømme sig tilbage i EU igen, og afledte problemer for eksempelvis danske fiskere, har gjort indtryk på nogle EU-skeptiske vælgere.
I februar 2022 vågnede danskerne op til den første krig i vores nærområde siden 2. verdenskrig, da Rusland invaderede Ukraine.
Derudover har EU ifølge Jacob Torfing markeret sig på klimaområdet, som i hvert fald en del danske vælgere er bekymrede for.
- Når det gælder klimaet og det sikkerhedspolitiske område, som mange går op i, ses EU som en løftestang. EU ses ikke længere som en trussel, men som et forum, hvor vi kan løse de problemer, Danmark er for lille til selv at gøre noget ved, siger Jacob Torfing.
Mændene mest positive
En kuriøs detalje ved danskernes syn på EU-medlemskabet er, at en større andel af mændene er er enige i, at Danmark har fordel af at være i EU sammenlignet med kvinderne.
72,5 procent af mændene er enige eller helt enige i, at Danmarks EU-medlemskab er en fordel, mens det gælder for 64,3 procent af kvinderne i undersøgelsen.
Historisk set har de mandlige vælgere generelt været mere positive over for EU end kvinderne.
I 2019 byttede de to køn plads for første gang siden man begyndte at foretage vælgerundersøgelser i 1990. Men nu tyder noget på, at rollerne altså er byttet om igen.