Kendt rocker har været væk i en måned

En tidligere kendt figur i rockermiljøet har været forsvundet i mere end en måned, og politiet leder nu efter ham.

Der er dog ikke tegn på, at han har været udsat for en forbrydelse.

Jan "Clark" Jensen var først højtstående medlem af Hells Angels, hvor han fungerede som en slags rejsesekretær.

Men midt i 1990erne skiftede han side og blev budt velkommen hos rivalerne i Bandidos.

- Jeg kan bekræfte, at han er efterlyst som bortgået, siger vicepolitiinspektør Niels Denny Sørensen fra lokalpolitiet i Næstved.

"Clark" er officielt tilmeldt en adresse i den sydsjællandske by, men reelt har han boet hos sin kæreste i Greve.

- Han forlod hjemmet 6. december om aftenen, og siden har ingen set ham, siger Niels Denny Sørensen.

En udlejningsbil blev derefter fundet udbrændt ved et skovområde i Albertslund. Jan "Clark" Jensen var bruger af bilen, som var lejet af en anden person.

- Vi har lavet undersøgelser af bilen og har også været ude med hunde nær bilens findested, siger vicepolitiinspektøren.

I forbindelse med politiets undersøgelse er det konstateret, at "Clark's" telefon ikke har været i brug.

- Vi har på nuværende tidspunkt ingen formodning om, at der skal være sket en forbrydelse, siger Niels Denny Sørensen.

Hos politiet lægger man vægt på, at han tidligere har været væk i op til et halvt års tid.

Den forsvundne er ikke decideret medlem af Bandidos og går således ikke med klubbens vest, lyder det fra politiet.

"Clark" spillede en markant rolle under det voldelige opgør, som er blevet døbt Den Store Nordiske Rockerkrig.

Under krigen mellem Hells Angels og Bandidos blev han for eksempel i marts 1996 forsøgt dræbt på havnen i Helsingborg. Ved attentatforsøget blev han såret af skud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...