KLIMA Furesø Ungeklimaråd deltog søndag 4. juni i Furesøens Loppemarked for at sætte fokus på hverdagens klimahelte.
”Vi var til stede på loppemarkedet for at sige tak til de besøgende for, at de købte genbrug. Vores flyers havde en række fakta, der skulle hjælpe de besøgende med at forstå, hvorfor genbrug er vigtigt. Derudover valgte vi at lave flyers i frøpapir, som man kan plante og derved få en daglig påmindelse fra os om, at det at købe genbrug er godt.”, beretter formand for Furesø Ungeklimaråd Astrid Quist i en pressemeddelelse.
Derudover fik modtagerne en appel til at slå deres favorittøjmærke op på ”Good On You”-siden, hvor man kan lære om tøjmærkers aftryk på planeten, mennesker og dyr.
I løbet af dagen var Ungeklimarådet i kontakt med hundredvis af besøgende, og der kommer mere at følge med i fra dem.
Blandt andet kører de i denne måend en ”Tak”-kampagne til de mange, der tager toget.
Holder graffiti-workshop
Og 26. juni kl. 12-16 er der en graffiti-workshop på Værløse Bymidte, hvor ungeklimarådet samtidig indsamler unges drømme om en mere bæredygtig Værløse Bymidte.
Hen over sommeren sætter ungeklimarådet også fokus på problemerne med at udvide Hillerødmotorvejen og på, at S-toget fra Farum bør forlænges til Hillerød.
Furesø Ungeklimaråd byder med glæde nye medlemmer velkomne. Interesserede kan kontakte dem på mail furesoeungeklimarad@gmail.com. jesl